Den tibetanske kultur, religion og sprog er i fare for at blive udryddet i Tibet. 10. mars taler af Selskabets formand.

10. marts tale af Grethe Sørvig, formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur, 2018

 

10. marts 2018

Kære Venner.

Ja, så står vi her igen. Siden 10. marts sidste år er der gået endnu et år med kinesisk overherredømme i Tibet. Men for dem, der ligger skadet og udsultede i en kold fængselscelle i Tibet, efter psykisk og fysisk tortur, fængslet i årevis, måske for at have fejret Dalai Lamas fødselsdag, eller for at kæmpe for bevarelsen af det tibetanske sprog, og for alle tibetanere i Tibet, der jo ikke må udtrykke sig frit eller praktisere deres religion, som de vil, og som behandles som sekundære borgere i deres eget land, og for eksil-tibetanerne, der længes så meget efter deres familie og hjemland, at det gør ondt, for alle dem, er det ene år der er gået, en hel evighed i helvedet.

10 år er gået siden oprøret i Tibet i forbindelse med OL i Beijing i 2008, hvor kinesiske soldater linede tilfældige og uskyldige tibetanere opad klostervægge og henrettede dem med nakkeskud. Og disse var de heldige. Mange tibetanere blev dengang også arresteret og tortureret til døde.  Det eneste de havde gjort var at  demonstrere fredeligt for, at Kina skulle overholde de menneskelige rettigheder i Tibet, og kineserne straffede dem på grusomste vis. Over 100 tibetanere blev dræbt i den periode i 2008 – vi har alle set de grusomme billeder, der blev smuglet ud af Tibet i denne periode, hvor tibetanske torturofre, med store åbne sår og brækkede lemmer, døde i hænderne på deres fortvivlede familie og venner. I de 10 år, der er gået er situationen i Tibet desværre blevet endnu værre for tibetanerne, med endnu mere overvågning og undertrykkelse.

Efter, at den nuværende kinesiske leder, Xi Jinping, eller Xitler, som kinesiske dissidenter kalder ham, for anden gang, efter at have elimineret sine værste konkurrenter og modstandere, enten ved at arrestere dem på falsk grundlag eller ved at henrette dem – efter at han således, ved hjælp af disse grusomme og uretfærdige metoder, genvandt præsident embedet i Kina sidste år, er regimet blevet endnu mere undertrykkende. Dalai Lama har med rette udrykket bekymring for, at der nu kan komme en periode i Tibet, der kan sammenlignes med rædselsregimet under Kulturrevolutionen i Tibet, hvor klostre blev revet ned, religiøs praksis var forbudt, tibetanernes bevægelsesfrihed mellem landsbyer var nærmest ikkeeksisterende og hvor munke og nonner og andre tibetanere blev henrettet på stribe.

Denne undertrykkelse fra Xi Jinpings side er først og fremmest rettet imod den tibetanske religion, kultur og sprog – alle skal nu være kinesere, og alle udtryk for det genuint tibetanske, det være sig klædedragt, religion eller sprog, regnes som forsøg på at splitte Kina, og bliver derfor straffet med mange års fængsel og daglig tortur.

Selvom der, siden den kinesiske okkupation, altid har boet kommunistiske parti-kadre på klostrene i Tibet, og der har været krav om en vis kundskab om socialisme af klostrenes beboere, så er den nye situation på Tibets religiøse institutioner blevet endnu mere tilspidset, som vi fx har set på det store kloster Larung Gar.

Efter, at kineserne har revet flere tusind boliger ned på Larung Gar, og gjort flere tusind munke og nonner hjemløse, har kinesisk politi nu overtaget ledelsen af klostret. Nu er det 200 kinesiske, ateistiske kommunister, der bestemmer hvilke buddhistiske tekster lamaerne må undervise i, og den kommunistiske indoktrinering af munke og nonner er blevet endnu mere målrettet og omfattende end før.

Selvom der står i den kinesiske grundlov, at alle minoriteter i landet har ret til at blive undervist både på og i deres eget sprog, bliver dette ikke praktiseret. Det som mange ikke ved i Kina og Tibet er, at partiets ordrer står over landets grundlov. Så, fordi regimet i Beijing nu har givet ordre om, at alle minoritets-sprog, inkl. tibetansk, skal udryddes, og alle nu skal være kinesiske, med ét fælles sprog, dvs. kinesisk, bliver folk der kæmper for at deres børn skal undervises på tibetansk, og dem, der underviser i tibetansk lokalt og privat, arresteret.

Som fx den tibetanske forretningsmand, Tashi Wangchuk. Han har ikke gjort noget forkert, han ville blot klage til myndighederne i Beijing over, at de lokale myndigheder i Yushu i Tibet ikke fulgte grundloven, og således ikke lod tibetanske børn blive undervist på tibetansk som der står i den kinesiske grundlov.

Han lod modigt en journalist fra avisen New York Times filme proceduren med at indgive denne klage til myndighederne, men han indså hurtigt, at det ville blive umuligt for ham at blive hørt. Kinesisk TV vågede ikke at tale om hans sag, ingen advokater vågede at tage sagen, og han fik intet gennemført. Efter, at videoen blev offentliggjort i New York Times forsvandt Tashi Wangchuk pludseligt i flere måneder. Han var selvfølgelig blevet arresteret, og står nu til at få 15 års fængsel med daglig tortur i et kinesisk fængsel. Blot for at påberåbe sig sin grundlovsmæssige ret til at bevare sit eget sprog.

Tashi Wangchuks sag har vagt stor opsigt i hele den vestlige verden, og repræsentanter og diplomater, både fra FN og andre vestlige lande forsøgte at få tilladelse til at være til stede under hans retssag. Det fik de ikke, men de stod udenfor retsbygningen, sammen med Tashi Wangchuks familie. Både EU og USA har desuden sendt en officiel klage til de kinesiske myndigheder over fængslingen af Tashi Wangchuk, og vi ved af erfaring, at denne bevågenhed fra den vestlige verden kan mildne både straffeudmålingen og behandlingen af ham i fængslet. Og heldigvis for det.

Den tibetanske filmproducent, Dhondup Wangchen, der blev idømt 6 års fængsel i Tibet for at have lavet filmen, ”Leaving Fear Behind”, klarede, helt mirakuløst, efter at han var færdig med sit fængselsophold, men stadigvæk var under strikt overvågning og i husarrest i Tibet, med hjælp fra velstående og indflydelsesrige vesterlændinge og eksil-tibetanere, at flygte fra Tibet i december, og er nu genforenet med sin familie i USA. Hans film blev, inden han blev arresteret, sendt til eksil-samfundet i Sveits, og blev kendt viden om i den vestlige verden. Dhondup Wangchen har for nyligt fortalt, at han så sin færdige film for første gang under retssagen mod ham i Tibet, og at han blev meget lykkelig da han så den, både over det færdigt klippede resultat og over, at filmen nu blev set i resten af verden. Hans mission med at lave filmen var fuldført, og denne tanke hjalp ham også gennem de 6 år han sat i fængsel. Han syntes det var det værd.

Dhondup Wangchen stod for nyligt frem i forskellige fora i USA, men aller vigtigst i USA’s kongres, hvor han var inviteret til at fortælle om den fysiske og psykiske tortur han havde været udsat for under sit fængselsophold i Tibet

Dhondup Wangchen taler i USAs Kongres

 

Men han fortalte også noget andet, der er meget vigtigt for os her i vesten: han fortalte, at fængselsmyndighederne havde oplyst ham om, at da det gik op for kineserne, hvor stor opmærksomhed hans sag fik i den vestlige verden, blev han bedre behandlet end de andre politiske fanger, og blev udsat for mindre tortur på grund af dette. Han understregede flere gange hvor vigtigt det er for politiske fanger i Tibet, at deres sag får opmærksomhed her i vesten, da det påvirker den behandling de får i kinesisk fangenskab.

Og dette synes jeg er vigtig information, da det viser, at vi aldrig skal give op, og tro, at det ikke hjælper med vores underskrifter, demonstrationer og protester. Om tibetanerne ikke får deres frihed på grund af dette, på kort sigt er en ting, men så længe vi kan hjælpe blot en eneste tibetansk politisk fange med at få en kortere straf, og så længe vi kan være medvirkende til, at blot en tibetaner bliver udsat for mindre tortur og udsultning igennem en lang og uretfærdig fængselsstraf, blot ved at vi underskriver, demonstrerer og protesterer, skal vi blive ved med det.

Flere og flere vestlige politikere og journalister er efterhånden blevet klar over hvordan Kina køber sig til indflydelse i den vestlige verden, hvilket har fået pengegriske lande, som fx Danmark til at bryde vores grundlov og blæse på vores demokratiske rettigheder.

Mercedes Benz’ reklame-foto, med citatet af Dalai Lama, som Mercedes Benz var tvunget til at fjerne og undskylde overfor de kinesiske myndigheder.

Og nogle af disse politikere og journalister er efterhånden begyndt at tale, advare og skrive med store bogstaver om kinesernes snigende indflydelse i Vesten, og den påvirkning dette har på vores udtryksfrihed og demokratiske rettigheder. Denne stadig stigende røst af protester både fra media og politikere kan give os håb om, at Kina fremover vil miste mere og mere af den goodwill de har, uanset om de vestlige lande vil tabe penge på det. Lad os håbe, at amerikanernes nye told-afgift på stål og aluminium kun er en begyndelse.

Og når Kina får mindre indflydelse her i vesten, vil deres økonomi lide. Det er nemlig økonomien, der holder det kinesiske regime ved magten. Sovjet Unionen faldt netop fordi deres økonomi faldt fra hinanden. Men der kan selvfølgelig også være andre faktorer, der vil resultere i det kinesiske terrorregimes fald, som fx det stakkels undertrykte kinesiske folks eget ønske om frihed og demokrati.

Så, og som den tibetanske eksil-leder, Dr. Lobsang Sangay også ofte siger i sine  taler; at på samme måde som Sovjet Unionen faldt og det afrikanske apartheid styre faldt, selvom vi aldrig troede det ville ske,  vil Kina også falde en dag, og Tibet vil blive frit. En dag, inden længe, vil det tibetanske flag være det eneste flag, der rejses i Tibet, og den tibetanske nationalsang bliver den eneste nationalsang, der synges i Tibet. For Tibet VIL selvfølgeligt blive frit!  Pö Gyal-lo*! Lha Gyal-lo**!

 

Tilføjelse til den skriftlige udgave

* Pö Gyal-lo: Tibet vil vinde (og blive frit!)” Direkte oversat: ”Tibet er sejrrigt!”,

** Lha Gyal-lo ”De gode og retfærdige vil vinde”: Direkte oversat: ”Guderne er Sejrrige!”

——— 0 ———

 

 

Tale af Grethe Sørvig, formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur, 10. marts 2017:

Kære venner

Det er i dag 58 år siden det kinesiske kommunistregime okkuperede Tibet, og Tibets befolkning nægtes stadigvæk de mest grundlæggende menneskelige rettigheder, så som ytringsfrihed, retssikkerhed og retten til selvbestemmelse.

Tibetanerne er blevet frataget deres eget land, og kineserne gør alt for at undertrykke den tibetanske kultur, religion, sprog og identitet, med det formål at udrydde den totalt.

Som et udtryk for dette, har de kinesiske myndigheder beordret  masseimmigration af kinesere til Tibet, og nylige undersøgelser viser, at der i dag bor 7,5 millioner kinesere i Tibet, mod 6 millioner tibetanere.

Det er også først og fremmest de kinesiske indvandrere, der nyder godt af de sociale og økonomiske reformer, som kineserne roser sig af at have gennemført i Tibet. De få tibetanere, der nyder godt af dette, er de få veluddannede tibetanere, der taler og skriver kinesisk, har arbejde i den kinesiske administration og har gode forbindelser indenfor partiet. Resten af Tibets befolkning, dvs. hele 80 % af Tibets befolkning, lever stadigvæk under et eksistensminimum i ekstrem fattigdom i Tibet.

De kinesiske myndigheders formål med at udbygge den finansielle sektor i Tibet har således aldrig været for tibetanernes velfærds skyld, men er et forsøg på at cementere deres kontrol over landet, og gøre dem bedre i stand til at udnytte Tibets naturressourcer.

Størsteparten af den tibetanske befolkning har, på grund af ekstrem fattigdom ingen, eller meget begrænset adgang til skolegang og uddannelse. De tibetanske børn, der går i skole, bliver ofte mobbet og slået af deres privilegerede kinesiske medelever, fordi de ikke kan følge med i undervisningen, der foregår på kinesisk og fordi tibetanerne er fattige, hvilket jo som regel kan ses på folk.

Og i flg. Human Rights Watch, benytter kinesiske skolelærere sig af torturlignende straffemetoder overfor de tibetanske skolebørn, ofte for så banale ting som, at de ikke kan udtale kinesiske ord.

Mange tibetanske skolebørn bliver også, i flg. Human Rights Watch, og flere andre rapporter, under trusler om at blive smidt ud af skolen, seksuelt misbrugt af deres kinesiske lærere, og på grund af alt dette, men især på grund af ekstrem fattigdom, kommer rigtigt mange tibetanske børn aldrig i skole, og i flg. den tibetanske eksilregering har, der aldrig været større analfabetisme i Tibet end der er i dag.

Med hensyn til det tibetanske sprog, så er dette totalt forskelligt fra kinesisk, og benytter sig af et helt andet alfabet og skrift, hvilket igen er et af de mange beviser for, at Tibet aldrig har været en del af Kina. Inde i Tibet er sproget truet af tilintetgørelse, fordi kinesisk har erstattet tibetansk som det officielle sprog, både indenfor handel, uddannelse og i den lokale, autonome regering.

Der undervises nu primært på kinesisk både i den tibetanske grundskole og i de videregående skoler, med tibetansk som sekundært sprog, når det overhovedet bliver brugt i skolen. Optagelsesprøverne til universitetet foregår også på kinesisk, og som et resultat af det, hverken skriver eller taler mange unge tibetanere særligt godt tibetansk i dag.

Mange tibetanere i Tibet arbejder dog hårdt for at bevare den tibetanske kultur og sprog, bl.a. ved at arrangere privatundervisning i tibetansk. Selvom det står i den kinesiske grundlov, at alle minoriteter har ret til at blive undervist på deres eget sprog, er mange, der arrangerer privatundervisning i tibetansk, og som kæmper for bevarelsen af det tibetanske sprog, blevet arresteret og idømt flere års fængsel.

Siden 2010 er nemlig det at udrydde tibetanernes sprog og kultur en del af det kinesiske regimes bevidste plan, og det er derfor, i praksis, blevet forbudt at kæmpe for bevarelsen af det tibetanske sprog, religion og kultur.

Tibetanske børn er aldrig blevet undervist om deres egen kultur og historie, og de fleste af dem er ikke engang klar over, at de har deres eget flag, og i de senere år, især siden 2008, er situationen blevet endnu værre.

Da kineserne mener, at forestillingen om en selvstændig tibetansk historie vil resultere i splittelse, er alle lærebøger og al undervisning, der antyder en selvstændig tibetansk historie, nu blevet forbudt, og tibetanske børn bliver nu fortalt, at Tibet altid har været et ikke-buddhistisk land og en del af Kina, hvilket jo, som alle ved, er en af kinesernes mange løgne om Tibet.

Så godt som alle tibetanere nærer en dyb hengivenhed overfor Hans Hellighed Dalai Lama, og hans landflygtighed, og den behandling han udsættes for af kineserne, har både resulteret i afstandstagen og vrede i blandt tibetanerne.

Efterhånden er kineserne begyndt at indse hvor høj position Dalai Lama har i det tibetanske folks bevidsthed, noget som betragtes som en trussel i mod det okkuperende kinesiske regime.

Det at eje et billede af Dalai Lama er således forbudt, og munke og nonner tvinges til officielt at tage afstand fra Dalai Lama. Dem, der nægter, bliver bortvist fra klostrene, og i de fleste tilfælde får de også lange fængselsstraffe, hvor de udsættes for tortur og kommer handicappede ud af fængslerne igen, når de overhovedet overlever et fængselsophold, kort eller langt. Det er også forbudt at fejre Dalai Lamas fødselsdag, og sidste år fik 9 tibetanere op til 14 års fængsel for at fejre Dalai Lamas fødselsdag.

Kineserne mener, at det er Dalai Lama, der skaber uro og protester iblandt den tibetanske befolkning, og at han derfor er en forbryder, der forsøger at splitte moderlandet, og at han derfor ikke er en god buddhist.

Kineserne har også forsøgt at overtage Dalai Lamas rolle, som den der genkender de højere lamaers nye inkarnationer. Noget, der selvfølgeligt er uacceptabelt for tibetanerne. Et kommunistisk regime, der betragter religion som opium for folket, og som ren overtro, og som derfor hverken anerkender eller tillader troen på reinkarnation, har selvfølgelig intet i denne boldgade at gøre.

Kinesernes påståede religionsfrihed er således ikke-eksisterende.

Der må fx kun bo et vist antal munke og nonner på klostrene, og kineserne har placeret en politistation ved indgangen til de fleste store klostre, for bedre at kunne overvåge dem.

Hvis antallet af munke og nonner overskrider det lille tilladte antal, smider kineserne dem ud. Og hvis disse munke og nonner uden skriftlig tilladelse er flyttet fra deres landsbyer til klostre, der ligger i andre regioner af Tibet, får de lange fængselsstraffe og udsættes for tortur og tvangsundervisning i de kommunistiske doktriner. Som vi fx har set i forbindelse med det store kloster, Larung Gar, hvor 6700 munke og nonner pr. i dag har mistet deres hjem, og hvoraf mange efterfølgende er blevet arresteret og sendt til såkaldte opdragelseslejre, hvilket i realiteten vil sige hjernevaskningslejre.

Selv om tibetanere i Tibet således, i begrænset omfang, må lade sig ordinere til munk og nonne, kræver det kinesiske regime, at såkaldte partikadre skal bo på klostrene og undervise buddhistiske munke og nonner i kommunistpartiets doktriner. Hvis der er nogle, der ikke lever op til kravet om et vidst niveau af kundskab om kommunismen, bliver de bortvist fra klostrene. Således er ca. 10.000 munke og nonner pr i dag udvist fra klostrene på dette grundlag.

Formålet med kinesernes såkaldte ”opdragelsekampagne” er, ifølge kineserne selv, at omvende buddhister til at blive socialister. Kineserne siger, at de vil omdanne Tibet til hvad de kalder for ”en åndelig socialistisk civilisation”. Hvad de end måtte mene med det.

Således finder man den såkaldte religionsfrihed i Tibet kun i pressemeddelelser til vestlig media.

På grund af denne undertrykkelse, og dette tyranni fra kinesernes side, vil tibetanerne aldrig opgive deres kamp for frihed i et Tibet hvor de menneskelige rettigheder bliver overholdt.

Det er nu nøjagtigt 58 år siden ca. 300.000 tibetanere samlede sig i Lhasas gader for at beskytte Dalai Lama og for at protestere imod kinesernes invasion og okkupation af Tibet. Oprøret blev slået ned med hård hånd af kineserne, og så mange som 87 000 tibetanere blev dræbt. Siden den gang er ca 1,5 millioner tibetanere blevet dræbt af kineserne.

Dalai Lama har adskillige gange forsøgt at opnå en dialog med det kinesiske regime, men under forskellige påskud har kineserne undslået sig dette. Til trods for 58 års okkupation og undertrykkelse, og til trods for, at de vestlige lande har svigtet tibetanerne i deres kamp, på grund af deres handelsaftaler med Kina, har tibetanerne aldrig opgivet håbet om, at Tibet en dag vil blive frit.

Som historien har vist os, falder alle kommunistiske regimer en dag. Og på samme måde vil det kommunistiske Kina heller ikke vare evigt, og derfor vil Tibet selvfølgeligt blive frit!

Pö Gyalo!

 

 

Del DSTK på facebook