Den tibetanske kultur, religion og sprog er i fare for at blive udryddet i Tibet.

 

Tale af Grethe Sørvig, formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur, 10. marts 2017:

Kære venner

Det er i dag 58 år siden det kinesiske kommunistregime okkuperede Tibet, og Tibets befolkning nægtes stadigvæk de mest grundlæggende menneskelige rettigheder, så som ytringsfrihed, retssikkerhed og retten til selvbestemmelse.

Tibetanerne er blevet frataget deres eget land, og kineserne gør alt for at undertrykke den tibetanske kultur, religion, sprog og identitet, med det formål at udrydde den totalt.

Som et udtryk for dette, har de kinesiske myndigheder beordret  masseimmigration af kinesere til Tibet, og nylige undersøgelser viser, at der i dag bor 7,5 millioner kinesere i Tibet, mod 6 millioner tibetanere.

Det er også først og fremmest de kinesiske indvandrere, der nyder godt af de sociale og økonomiske reformer, som kineserne roser sig af at have gennemført i Tibet. De få tibetanere, der nyder godt af dette, er de få veluddannede tibetanere, der taler og skriver kinesisk, har arbejde i den kinesiske administration og har gode forbindelser indenfor partiet. Resten af Tibets befolkning, dvs. hele 80 % af Tibets befolkning, lever stadigvæk under et eksistensminimum i ekstrem fattigdom i Tibet.

De kinesiske myndigheders formål med at udbygge den finansielle sektor i Tibet har således aldrig været for tibetanernes velfærds skyld, men er et forsøg på at cementere deres kontrol over landet, og gøre dem bedre i stand til at udnytte Tibets naturressourcer.

Størsteparten af den tibetanske befolkning har, på grund af ekstrem fattigdom ingen, eller meget begrænset adgang til skolegang og uddannelse. De tibetanske børn, der går i skole, bliver ofte mobbet og slået af deres privilegerede kinesiske medelever, fordi de ikke kan følge med i undervisningen, der foregår på kinesisk og fordi tibetanerne er fattige, hvilket jo som regel kan ses på folk.

Og i flg. Human Rights Watch, benytter kinesiske skolelærere sig af torturlignende straffemetoder overfor de tibetanske skolebørn, ofte for så banale ting som, at de ikke kan udtale kinesiske ord.

Mange tibetanske skolebørn bliver også, i flg. Human Rights Watch, og flere andre rapporter, under trusler om at blive smidt ud af skolen, seksuelt misbrugt af deres kinesiske lærere, og på grund af alt dette, men især på grund af ekstrem fattigdom, kommer rigtigt mange tibetanske børn aldrig i skole, og i flg. den tibetanske eksilregering har, der aldrig været større analfabetisme i Tibet end der er i dag.

Med hensyn til det tibetanske sprog, så er dette totalt forskelligt fra kinesisk, og benytter sig af et helt andet alfabet og skrift, hvilket igen er et af de mange beviser for, at Tibet aldrig har været en del af Kina. Inde i Tibet er sproget truet af tilintetgørelse, fordi kinesisk har erstattet tibetansk som det officielle sprog, både indenfor handel, uddannelse og i den lokale, autonome regering.

Der undervises nu primært på kinesisk både i den tibetanske grundskole og i de videregående skoler, med tibetansk som sekundært sprog, når det overhovedet bliver brugt i skolen. Optagelsesprøverne til universitetet foregår også på kinesisk, og som et resultat af det, hverken skriver eller taler mange unge tibetanere særligt godt tibetansk i dag.

Mange tibetanere i Tibet arbejder dog hårdt for at bevare den tibetanske kultur og sprog, bl.a. ved at arrangere privatundervisning i tibetansk. Selvom det står i den kinesiske grundlov, at alle minoriteter har ret til at blive undervist på deres eget sprog, er mange, der arrangerer privatundervisning i tibetansk, og som kæmper for bevarelsen af det tibetanske sprog, blevet arresteret og idømt flere års fængsel.

Siden 2010 er nemlig det at udrydde tibetanernes sprog og kultur en del af det kinesiske regimes bevidste plan, og det er derfor, i praksis, blevet forbudt at kæmpe for bevarelsen af det tibetanske sprog, religion og kultur.

Tibetanske børn er aldrig blevet undervist om deres egen kultur og historie, og de fleste af dem er ikke engang klar over, at de har deres eget flag, og i de senere år, især siden 2008, er situationen blevet endnu værre.

Da kineserne mener, at forestillingen om en selvstændig tibetansk historie vil resultere i splittelse, er alle lærebøger og al undervisning, der antyder en selvstændig tibetansk historie, nu blevet forbudt, og tibetanske børn bliver nu fortalt, at Tibet altid har været et ikke-buddhistisk land og en del af Kina, hvilket jo, som alle ved, er en af kinesernes mange løgne om Tibet.

Så godt som alle tibetanere nærer en dyb hengivenhed overfor Hans Hellighed Dalai Lama, og hans landflygtighed, og den behandling han udsættes for af kineserne, har både resulteret i afstandstagen og vrede i blandt tibetanerne.

Efterhånden er kineserne begyndt at indse hvor høj position Dalai Lama har i det tibetanske folks bevidsthed, noget som betragtes som en trussel i mod det okkuperende kinesiske regime.

Det at eje et billede af Dalai Lama er således forbudt, og munke og nonner tvinges til officielt at tage afstand fra Dalai Lama. Dem, der nægter, bliver bortvist fra klostrene, og i de fleste tilfælde får de også lange fængselsstraffe, hvor de udsættes for tortur og kommer handicappede ud af fængslerne igen, når de overhovedet overlever et fængselsophold, kort eller langt. Det er også forbudt at fejre Dalai Lamas fødselsdag, og sidste år fik 9 tibetanere op til 14 års fængsel for at fejre Dalai Lamas fødselsdag.

Kineserne mener, at det er Dalai Lama, der skaber uro og protester iblandt den tibetanske befolkning, og at han derfor er en forbryder, der forsøger at splitte moderlandet, og at han derfor ikke er en god buddhist.

Kineserne har også forsøgt at overtage Dalai Lamas rolle, som den der genkender de højere lamaers nye inkarnationer. Noget, der selvfølgeligt er uacceptabelt for tibetanerne. Et kommunistisk regime, der betragter religion som opium for folket, og som ren overtro, og som derfor hverken anerkender eller tillader troen på reinkarnation, har selvfølgelig intet i denne boldgade at gøre.

Kinesernes påståede religionsfrihed er således ikke-eksisterende.

Der må fx kun bo et vist antal munke og nonner på klostrene, og kineserne har placeret en politistation ved indgangen til de fleste store klostre, for bedre at kunne overvåge dem.

Hvis antallet af munke og nonner overskrider det lille tilladte antal, smider kineserne dem ud. Og hvis disse munke og nonner uden skriftlig tilladelse er flyttet fra deres landsbyer til klostre, der ligger i andre regioner af Tibet, får de lange fængselsstraffe og udsættes for tortur og tvangsundervisning i de kommunistiske doktriner. Som vi fx har set i forbindelse med det store kloster, Larung Gar, hvor 6700 munke og nonner pr. i dag har mistet deres hjem, og hvoraf mange efterfølgende er blevet arresteret og sendt til såkaldte opdragelseslejre, hvilket i realiteten vil sige hjernevaskningslejre.

Selv om tibetanere i Tibet således, i begrænset omfang, må lade sig ordinere til munk og nonne, kræver det kinesiske regime, at såkaldte partikadre skal bo på klostrene og undervise buddhistiske munke og nonner i kommunistpartiets doktriner. Hvis der er nogle, der ikke lever op til kravet om et vidst niveau af kundskab om kommunismen, bliver de bortvist fra klostrene. Således er ca. 10.000 munke og nonner pr i dag udvist fra klostrene på dette grundlag.

Formålet med kinesernes såkaldte ”opdragelsekampagne” er, ifølge kineserne selv, at omvende buddhister til at blive socialister. Kineserne siger, at de vil omdanne Tibet til hvad de kalder for ”en åndelig socialistisk civilisation”. Hvad de end måtte mene med det.

Således finder man den såkaldte religionsfrihed i Tibet kun i pressemeddelelser til vestlig media.

På grund af denne undertrykkelse, og dette tyranni fra kinesernes side, vil tibetanerne aldrig opgive deres kamp for frihed i et Tibet hvor de menneskelige rettigheder bliver overholdt.

Det er nu nøjagtigt 58 år siden ca. 300.000 tibetanere samlede sig i Lhasas gader for at beskytte Dalai Lama og for at protestere imod kinesernes invasion og okkupation af Tibet. Oprøret blev slået ned med hård hånd af kineserne, og så mange som 87 000 tibetanere blev dræbt. Siden den gang er ca 1,5 millioner tibetanere blevet dræbt af kineserne.

Dalai Lama har adskillige gange forsøgt at opnå en dialog med det kinesiske regime, men under forskellige påskud har kineserne undslået sig dette. Til trods for 58 års okkupation og undertrykkelse, og til trods for, at de vestlige lande har svigtet tibetanerne i deres kamp, på grund af deres handelsaftaler med Kina, har tibetanerne aldrig opgivet håbet om, at Tibet en dag vil blive frit.

Som historien har vist os, falder alle kommunistiske regimer en dag. Og på samme måde vil det kommunistiske Kina heller ikke vare evigt, og derfor vil Tibet selvfølgeligt blive frit!

Pö Gyalo!

 

 

Del DSTK på facebook