Buddhismens mangfoldighed: (1) Therevada buddhismen, af Pernille Fogh Christensen

Buddhismens mangfoldighed

Theravada-buddhismen

Af Pernille Fogh Christensen, cand. mag i religionshistorie og tibetansk, og tidligere mangeårig formand for DSTK

Denne artikel er den første i en serie af i alt fire artikler, som vil handle om buddhismens mangfoldighed. De tre første artikler vil beskrive de overordnede skoler eller retninger inden for buddhismen: theravada-buddhismen (også kaldet hinayana), mahayana-buddhismen og den tantriske buddhisme. Der vil især blive lagt vægt på trosforestillinger og læresætninger inden for de tre retninger og ikke så meget på ritualer og praksis.  Den tibetanske buddhisme indeholder elementer af alle de tre retninger og artiklerne vil give en godt udgangspunkt for at forstå den kompleksitet, som den tibetanske tradition rummer. Serien vil afslutte med en artikel om den tibetanske buddhisme, nærmere betegnet en beskrivelse af de forskellige retninger, som er fremkommet i Tibet fra buddhismens indførelse fra det 7. århundrede og frem.

 

 Vi lægger ud med en gennemgang af theravada-retningen. God læselyst!

 

 

 

Indledning

Theravada er den gren af buddhismen som i dag praktiseres i bl.a. Sri Lanka, Burma og Thailand. Ud fra en historisk synsvinkel er theravada den ældste form for buddhisme, vi kender til, idet theravada er den eneste overlevende af de omkring 10 traditioner, som med tiden opstod efter Buddhas død i 480 f.v.t.. Theravada kan oversættes med ‘de ældstes lære’ og henviser til de ældste munke i den buddhistiske menighed (sangha), som har bevaret og overleveret buddhismen videre til andre munke, nonner og lægfolk.

 

Theravada-buddhismens kanoniske skrifter er en meget stor tekstsamling med navnet Tipitaka, ’de tre kurve’, som består af tre tekstgrupper:

 

1. Vinaya-pitaka (munke- og nonneregler)

2. Sutta-pitaka (Buddhas taler/læresætninger og religiøs poesi ) og

3. Abhidhamma-pitaka (systematisk filosofi – en senere systematisering og analyse af den buddhistiske lære, specielt i forhold til sindet).

 

Alle teksterne er skrevet på pali, som er en ældre variation af sanskrit og ligger ret tæt op ad dette både i udtale og skrift. Tipitaka  kaldes ofte pali-kanon på dansk. Sutta-pitaka udgør den største del af pali-kanon, og det er samtidig det ældste tekstlag i samlingen Dermed er det den ældste skriftlige kilde til den tidlige buddhisme. Alle ord skrevet med kursiv er pali-ord, med mindre andet fremgår.

 

Buddhalegenden – beskrivelsen af vejen til oplysning

Vi tager udgangspunkt i en beskrivelse af Buddhas egen vej til oplysning, som vi finder i den såkaldte ’Buddha-legende’. Heri møder kernen af theravada-buddhismens verdenssyn og lære.

 

 

Ordet ’Buddha-legende’ refererer til en lang række fortællinger om Buddhas fødsel, liv og død. Desuden indeholder den også stof om Buddhas tidligere eksistenser, dvs. de liv, han havde inden han blev født i Indien i historisk tid – i det 6. årh. f.v.t.

 

Buddhas opvækst

Den historiske Buddha, hvis kaldenavn var Siddhattha (‘Den, hvis mål er nået’) blev født som prins i det 6. årh. f.v.t. i det nuværende Nepal. Hans far, Sudhodana, var hersker over et kongedømme i slægten Sakya og en af Buddhas mange ærestitler er Sakyamuni, som betyder ’vismanden fra Sakya-slægten’.

 

I forbindelse med prinsens fødsel blev der taget varsler om hans fremtid. Der blev spået, at Siddhattha enten ville bliver en verdslig verdenshersker eller en buddha – og dermed forsage verden. Hans fader ønskede at se sin søn som hersker. Desuden blev det fortalt kongen i spådommen, at hvis prinsen så fire tegn, ville han give afkald på rollen som verdenshersker og blive asket. De fire tegn var: en gammel mand, en syg mand, et lig og en munk.

 

Prinsen opvoksede både i stor luksus og helt beskyttet fra den øvrige verden. Da hans far frygtede, at prinsen ville forlade kongerollen, beskyttede han ham mod de tegn, der ville få ham til at forsage verden. Han boede i et enormt palads med pavilloner og haver. Som hustru fik han en meget smuk kvinde, hans kusine, Yashodhara, som var skøn som lykkens gudinde. Derudover sørgede faderen for at der var andre kvinder til at fryde ham med sang og dans. Prinsen levede således i 29 år.

 

Men de gamle spådomme skulle gå i opfyldelse. Der er flere beretninger om, hvordan prinsen blev revet ud af sin sorgløse ungdom og opdagede livets alvor og lidelsesfulde karakter. De knytter sig alle til udflugter væk fra paladset, hvor han ser de fire tegn.

 

Det første syn, prinsen så, var en gammel mand, som fik prinsen til at indse, at fødsel er lidelsesfyldt, da vi alle bliver gamle og rammes af alderdom. Det andet syn, prinsen oplevede, var en syg mand. Og det tredje var en død mand. Prinsen opdagede ved disse syn, at et grundvilkår ved livet er lidelse. Han indså, at vi alle er underkastet et liv med sygdom, alderdom og død. Det fjerde syn var en fredfyldt munk, hvilket fik prinsen til at fyldes med glæde. I det syn præsenteres han for et alternativ til det verdslige liv med sansenydelser.

Buddha-legenden fortæller videre, at Siddhattha derefter besluttede at forlade sin familie – kort tid efter sin søn Rahulas fødsel – for at opsøge den ultimative viden om tilværelsens sande natur, og i særdeleshed en viden om de tre eksistentielle problemer, han havde mødt: alderdom, sygdom og død.

 

Siddhattha havde nu indset, at disse tre fænomener var årsag til stor lidelse både for ham selv og for alle andre mennesker, og han ønskede nu at opnå en viden om, hvordan mennesker kan blive frigjort for lidelse. Prinsen havde indset, at han måtte blive som tiggermunken, give afkald på verden og søge en vej væk fra lidelsen.

 

 

Forskellige metoder afprøves

Siddhattha opsøgte to af tidens religiøse mestre,  Alara og Uddaka, som lærte ham at meditere. Legenden beskriver, at Siddhattha var i stand til at opnå en meget høj grad af koncentration (samadhi), men det var dog ikke tilstrækkeligt til, at han fik den ønskede indsigt og viden. Siddhattha forlod derfor disse to mestre.

 

Siddhattha forsøgte derefter at praktisere streng askese og øvelser, hvor åndedrættet tilbageholdes fuldstændigt som metode til at opnå erkendelse. Men disse former for praksis forkastede Siddhattha ligeledes, da han erfarede, at de blot tog al kraft og koncentration og kun medførte stor smerte og ingen oplysende viden. Siddhattha begyndte at indtage føde igen.

 

Den endelige vej findes

Legenden fortæller videre, hvordan Siddhattha erindrede en meditationsoplevelse, han havde haft som barn. Dengang opnåede han en lille del af den erkendelse, som han nu søgte efter. Han indså, at ’meditationsvejen’ var bedre end asketvejen, som han havde praktiseret længe.

 

På baggrund af denne erindring satte han sig under et træ (bodhi-træet) i byen Bodh Gaya og erstattede de strenge meditationsmetoder og askese med en ikke-smertefuld meditationspraksis, fast besluttet på ikke at rejse sig, før han havde opnået den fulde erkendelse.

 

Under træet blev han hjemsøgt af Mara, buddhismens satanskikkelse. Mara gør et sidste forsøg på at forhindre Siddhattha i at blive oplyst, idet den udsatte ham for en række fristelser:

erotiske fristelser, våben og vold, og til slut med en hær af dæmoner og uhyrer. Men Siddhattha var ubevægelig og uovervindelig.

 

Da Siddhattha havde overvundet Mara opnåede han et så roligt, koncentreret og renset sind, at han var i stand til at indgå i en tilstand af fuldstændig og perfekt ’oplysning’.

 

Siddhattha fik en række erkendelser og en viden om virkelighedens sande natur, bl.a. den indsigt som kaldes ’de fire ædle sandheder’. Han indså, at:

 

1. Alt er lidelse
2. Lidelsen har en årsag
3. Der findes en vej til lidelsens ophør og
4. Vejen som fører til lidelsens ophør

 

 

I sin oplyste tilstand fik Siddhattha ligeledes en indsigt i, hvad der karakteriserer alle former for eksistens. Han indså at alle fænomener, al eksistens på ethvert kosmologisk niveau og af enhver tidsmæssig længde, er forgængelig (anicca), lidelsesfuld (dukkha) og uden en inderste, evig kerne (anatta). Denne indsigt havde en afgørende betydning. Sutta-pitaka beskriver:

 

‘ Da jeg erkendte dette, så dette, blev mit sind befriet fra sanseglædernes lænker …… fra tilblivelsens lænker ……. fra uvidenshedesn lænker. I frihed, fik jeg viden om at jeg var befriet, og jeg forstod: Ophørt er fødsel, bragt til ophør er Brahma-rejsen [dvs. genfødslen i det samsariske kredsløb], gjort er hvad der skulle gøres, der er ikke længere nogen eksistens som dette eller hint’ (egen oversættelse af MLS, I, p.303 (1.249))

 

 

Siddhattha er blevet en buddha

Prins Siddhattha havde således nået sit ’mål’. Ved hjælp af en ikke-smertefuld meditationspraksis havde han opnået den fulde indsigt, han var gået ud for at finde, og han var blevet en ’buddha’, ’en fuldt oplyst’. Han havde opnået den viden, som gjorde ham fri for lidelse ved sygdom, alderdom og død. Som Buddha var han ikke længere underkastet kredsløbet af genfødsler, og ved sin død indtrådte Buddha i nibbana (sanskrit nirvana),(’udslukkelse’).

 

Efter sin erkendelse i Bodh Gaya begav Buddha sig til Benares, hvor han i dyreparken Isipatana holdt sin første tale – den berømte Benares-tale (se boks 1). Derefter drog Buddha rundt i det nuværende Nepal og Indien, udbredte sin lære og grundlagde en buddhistisk menighed (sangha), som bestod af munkesamfund og lægfolk.

 

Efter mange år blev Buddha syg og svag, og på sit dødsleje indgik han i den endelige nirvana, mens hele universet viste tegn på sorg. Hermed trådte Buddha han ud af tilværelsens kredsløb

 

At følge i Buddhas fodspor, gå den vej, som han har anvist og opnå samme erfaring og erkendelse for dermed at indtræde i nirvana er det højeste mål i theravada-buddhimen. Vejen består af en etisk praksis kombineret med en meditationspraksis i lighed med den, Siddhattha selv udførte.

 

I de næste afsnit skal vi se nærmere på indholdet af Buddhas erkendelser for derigennem af lære mere om theravada-buddhismens læresætninger og forestillinger.

 

Verdensyn – kamma og samsara .

I Buddha-legenden hører vi, at ’fødsel er bragt til ophør’. Dette udsagn relaterer sig til to centrale begreber eller lovmæssigheder i theravada-buddhismen (og i buddhismen helt generelt): kamma (sanskrit karma) og samsara, som begge opfattes som universelle lovmæssigheder. Samsara er en betegnelse for en opfattelse af, at alle levende væsener – alle individer – efter døden genfødes i en uendelig række af eksistenser. I pali-kanon beskrives samsara således:

 

 ‘Tilværelsens kredsløb er uden begyndelse og uden ende, munke, og ej kendes begyndelsen til de levende væsener, der overskygget af uvidenhed og lænket til begær, gennemløber, gennemvandrer tilværelsen’ (Samyutta-nikaya II, 179-180).

 

Den fortsatte række af eksistenser er betinget af kamma-loven, dvs. loven om, at alting opstår af en årsag, henholdsvis alle gerninger har et resultat. Ifølge buddhismen danner vores gerninger (kamma) forbindelsen mellem to eksistenser, og der er en sammenhæng mellem karakteren af gerninger i tidligere eksistenser og menneskets eksistens i denne verden; mennesket er et produkt af tidligere kamma.

 

 Det er dog ikke handlingen i sig selv, men den bagvedliggende hensigt (cetana) med handlingen, der er afgørende for, hvordan vi genfødes. Selve handlingens opståen er således betinget af sindet, ifølge theravada-buddhismen. Denne forståelse af kamma kommer tydeligt til udtryk i ét af de begreber, som benyttes for den buddhistiske meditation, bhavana, som kan oversættes med ‘sindets kultur’ eller ‘sindets udvikling’; hvis man ønsker at ændre på ens kamma, for dermed at ændre på ens eksistens, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i en ændring af sindet, hvilket foregår ved meditation – som Siddhattha udførte på sin vej til oplysning.

 

Den første ædle sandhed: alt er lidelse

Som beskrevet ovenfor opnåede Buddha en viden om virkelighedens natur, idet han så, at alle fænomener, al eksistens er karakteriseret ved tre ting:

 

1. Anicca (impermanens, alt er forgængeligt)

2. Dukkha (alt er lidelse)

3. Anatta (der findes intet evigt Selv eller en indre kerne).

 

Den danske indolog Poul Tuxen (1928) beskriver anicca på følgende måde:

 

‘I denne uendelige Række af Verdener, blandt de talløse Former for Eksistens, er der een Ting, der er fælles for Alt, en ting som i samme Grad gælder for alle Væsener indenfor Tilværelsen, hvor stor forskel der end i andre Henseender kan være på dem: alle er de underkastet Forgængelighedens Lov; intet er evigt og uforanderligt (fra bogen ‘Buddha, hans lære, dens overlevering og dens liv i nutiden’, side 143).

 

I theravada-buddhismen (og buddhismen generelt) finder vi den opfattelse, at alle ting, alle fænomener, ja al eksistens er under konstant forandring  – alt er forgængeligt. Vi rives ud af vores lykke, bliver syge, gamle og dør. Mennesket kan heller ikke tage tilflugt til en evig sjæl eller indre kerne, idet en sådan ikke findes, ifølge buddhismen.

 

I sin oplysning erkendte Buddha læren om an-atta, fravær af et evigt uforanderligt selv (atta). Mennesket består blot af en kombination af fem psykofysiske størrelser, eller kræfter, ’fem bunker’ (khanda). Buddha forklarer i Samyutta-nikaya III, 22, at de fem khandaer alle er foranderlige, forgængelige og derfor fyldt med lidelse. Andetsteds siger Buddha, at de fem khandaer ikke kan være identiske med et selv (atta), netop fordi de er fyldt med lidelse. Man kunne indvende, at et selv kunne findes uden for de fem khandaer, men også dette har Buddha benægtet.

 

Buddhismen tager ét skidt mere og konkluderer, at ’hvad der er underkastet foranderlighed, det kan kun være lidelsesfuldt’. Sagt med andre ord: Al eksistens opfattes som præget af lidelse (dukkha) fordi alle fænomener er forgængelige, ikke-evige og under konstant forandring. Det er lidelse.

 

Det betyder ikke, at der ikke kan være ting i verden, der kan forekomme behagelige eller positive, men ifølge buddhismen er selve eksistensen underlagt et grundvilkår, som er lidelsesfuldt.

 

Tilværelsen i denne verden, en verden i tid og rum, bliver betragtet som utilfredsstillende, endda smertefuld, fordi den er foranderlig og tom. Dette er essensen af Den første ædle sandhed: Alt er lidelse.

 

Den anden ædle sandhed: lidelsens årsag 

Buddha pegede på begæret, ’tørsten’ (tanha) som den kilde, hvorfra lidelsen havde sit udspring. Den fundamentale og farligste form for begær er en tilknytning til forestillingen om, at mennesket besidder et selv (atta). Denne forestilling betinger en vækkelse af alle andre former af begær. Men at erkende an-atta, en betingelse for at opnå befrielse, kan ikke ske, så længe sanserne har magt over mennesket. Buddha omtalte de henrivende, yndige, besnærende, skønne, attråværdige og æggende fornemmelser, som hvert af vore sanseorganer formidler til os, og han tilføjede, at den, der lader sig fange og lamme af dem, ser ikke elendigheden og tænker ikke på at undslippe. Ved at hengive sig til sansenydelse opnår man en midlertidig glæde, men idet denne glæde forsvinder, opstår smerte og et nyt begær efter tilfredsstillelse.

 

Menneskets eksistens beskrives i den tekst, som på dansk kaldes for ’Ildprædikenen’ (Vinaya-pitaka I, 34-35 ) som ’brændende’; hele menneskets totale system af eksistens står i flammer, og ’det flammer af begærets ild, af hadets ild, af forblindelsens ild, af alderdom, af død, af sorger, klager, lidelser, vemod og fortvivlelse står det i flammer.’

 

Begær, had og forblindelse er i buddhismen tre psykologiske størrelser, som betinger kæden af eksistens, død og (ny) tilblivelse. Der eksisterer således et uløseligt årsags-virkningsforhold mellem begær, tilfredsstillelse af begær og lidelse. Dette er essensen af den anden ædle sandhed: Årsagen til lidelse.

 

Den tredje ædle sandhed: Lidelsens ophør

I theravada-buddhismen anser man det for muligt ’at slukke flammerne’. Der eksisterer et ophør af lidelse, det vil sige befrielse eller nibbana.

 

Nibbana betyder egentlig at ’gå ud’, men kan forstås gennem metaforen om ’flammen der går ud’, nibbana er, eller opstår, når ’tørsten’ stopper. Vi har tidligere set, at den absolutte befrielse var karakteriseret som et ’ophør af den uendelige række af genfødsler’, dette er også nibbana.

 

En minimal definition, og muligvis den oprindelige, på nibbana findes i Samyutta-nikaya IV, 251-252:  ’Hvad der er tilintetgørelse af lidenskab, tilintetgørelse af had, tilintetgørelse af forblindelse, det kaldes nibbana.’

 

Lidenskab, had og forblindelse er psykologiske størrelser som alle falder ind under begrebet ’tørst’ (tanha). Udsagnet kan samtidig siges at være en kort, men præcis beskrivelse af, hvad en væsentlig del af meditation går ud på: at standse ’tørsten’, for dermed at standse cirklen af genfødsler.

 

Nibbana kan beskrives som samsaras modpol, det er ’stedet’, hvor der ikke findes ’tilblivelse og ophør’, det er usammensat og ikke-dualistisk. Denne verden i tid og rum indeholder ikke noget absolut, alt er blot relativt og foranderligt, selv Buddhas dhamma og den indsigt man kan opnå gennem meditation, er relativ viden.

 

Men nibbana skal ikke forstås udelukkende som en transcendent, efter-døden tilstand. Nibbana er også betegnelsen på et eksistensplan, som kan realiseres i dette liv. Dette eksistensplan svarer til en særlig bevidsthedstilstand (nirodha-samapatti), som kan opnås gennem jhana-meditation. Denne tilstand siges at være hinsides alt det, som karakteriserer den samsariske verden; den er usammensat, ubetinget, ikke kamma-skabende, lidenskabsløs, en tilstand uden lidelse.

 

Theravada-buddhismen er en praktisk religion: det vigtigste er egen udvikling og erfaringer med meditation. ’Tørsten’ skal standses, for at mennesket kan leve i en fredfyldt og lidelsesløs eksistens. Dette er essensen af den tredje ædle sandhed: Der findes et ophør af lidelse.

 

Den fjerde ædle sandhed: Vejen til lidelsens ophør

Buddha fandt en metode til lidelsens ophør, da han mediterede under bodhi-træet. I buddhismen kaldes det for ’vejen til lidelsens ophør’ og det består af et samlet system af etisk og åndelig træning. Den består af tre overordnede kategorier: moral (sila), selvfordybelse/koncentration (samadhi) og visdom (panna).

 

Sila er det etiske og moralske aspekt af systemet, blev betragtet som et uundgåeligt grundlag for alle højere spirituelle resultater. Sila består af en række regler om ’ret tale’: afstå fra at lyve, sladre, og at føre vred, grov og uren tale; ’ret handling’: afstå fra at slå ihjel, stjæle, uærlig handel, og fra et seksualliv; ’ret levevis’: undgå at have en profession, med hvilken man skader andre mennesker.

 

De to andre kategorier, samadhi og panna (som refererer til vipassana) udgør de to overordnede komponenter, som opbygger den meditative praksis. Meditationssystemet består af forskellige stadier eller bevidsthedstilstande, som den mediterende gradvist skal tilegne sig. Det er således et hierarkisk system, hvor befrielsen bliver opnået gennem en gradueret proces af bevidst kontrol over sindet, og en indsigt ind i tilværelsens sande natur.

 

Vipassana er den meditationspraksis, der har til formål at fremkalde indsigt’, eller visdom (panna) om tilværelsens sande natur, dvs. om ’de fire ædle sandheder’, og dermed opnå de højeste erkendelser – i lighed med Buddha.

 

Theravada skelner mellem to former for forståelse eller indsigt:

 

1. En almindelig form for forståelse, der er karakteriseret ved, at man har en intellektuel forståelse af ting/fænomener, en viden om tingenes data, dvs. en viden om hvordan tingene manifesterer sig i denne verden, i tid og rum.

2. En dybere form for forståelse, der er karakteriseret ved en ’gennemtrængning’ (pativedha) af tingenes sande natur, uden at sætte navn eller etiket på dem, dvs. uden at tildele dem en ’virkelig eksistens’. Denne ’gennemtrængning’ er kun mulig, hvis sindet er fri for urenheder og er fuldt udviklet gennem meditation.

Denne overbevisning om, at der eksisterer to kvalitativt forskellige måder at erkende på, er meget central i forståelsen af meditationens funktion. Bhavana, meditation  eller ’mental udvikling’ er den udviklingsproces, der gør sindet i stand til at forstå og erkende på en dybere og bedre måde.