Mahayana-buddhismen: visdom, medfølelse og tomhed.
Af Pernille Fogh Christensen, cand. mag. og tidligere mangeårig formand for DSTK
Indledning
Mahayana er en retning inden for buddhismen, som er opstået som en gradvis proces ud fra den tidlige buddhisme i perioden før og efter vor tidsregnings begyndelse. Mahayana repræsenterede i sin samtid en nyfortolkning af den tidlige buddhisme, hvor visse aspekter fremhæves, uddybes og omfortolkes, mens andre aspekter glider i baggrunden. Mahayanas lære og forståelse af eksistens danner grundlaget for den tantriske buddhisme, som vil blive omtalt i næste nummer af Tibet.
I denne artikel skal mahayana-buddhismen beskrives gennem tre centrale begreber: tomhed, visdom og medfølelse. Der vil være særlig fokus på tomhedsbegrebet, som både er det mest vanskelige at forstå og det, som er mindst beskrevet i dansk faglitteratur om buddhisme. Gennemgangen af tomhedsbegrebet vil ske ud fra én af de centrale personer inden for mahayana-buddhismen: filosoffen Nagarjuna, som levede i det 1. årh. e.v.t., mens medfølelse vil blive belyst gennem en lige så central personlighed, nemlig Shantideva fra det 8. årh. e.v.t.
Som indledning til hele artiklen vil jeg ganske kort beskrive mahayana-buddhismens oprindelse og belyse de tidligste mahayana-buddhistiske tekster kaldet prajna-paramita.
Ord og begreber skrevet med kursiv i artiklen er på sanskrit, det sprog som de klassiske mahayana-tekster er forfattet på.
Det historiske perspektiv: hvornår opstod mahayana-buddhismen
Buddhismen har sit udspring i Indien, hvor den opstod i det 6. århundrede f.v.t (jævnfør artiklen i sidste nummer af Tibet). Selve mahayana-buddhismen er opstået som en gradvis proces ud fra den tidlige buddhisme i perioden før og efter vor tidsregnings begyndelse. Mahayana repræsenterede i sin samtid en nyfortolkning af den tidlige buddhisme, hvor visse aspekter fremhæves, uddybes og omfortolkes, mens andre aspekter glider i baggrunden. Ordet mahayana kan oversættes med ’det store fartøj’, hvorimod den tidlige buddhisme nu bliver betegnet som hinayana, ’det lille fartøj’, men kun af reformbevægelsen selv. I de to begreber ligger der den anskuelse, at kun ved at følge mahayana-buddhismens lære kan man opnå den højeste erkendelse, at blive fuldt oplyst, hvorimod den lære, som findes i pali-teksterne kun kan bringe mennesker en del af vejen hen imod den endelige befrielse.
De tidligste mahayana-tekster
De første mahayana-tekster er de såkaldte prajna-paramita’er, som stammer tilbage til det første århundrede e.v.t. Det er anonyme tekster, dvs. der er ikke angivet nogen forfatter, og de er helt grundlæggende for mahayana-buddhisme. Såvel i samtiden som nu anser tilhængere af mahayana disse tekster som mere autoritative end den tidlige buddhismes tekster, som vi finder i pali-kanon. Prajna-paramita-tekster fortsatte med at fremkomme helt op til det 11.-12. århundrede e.v.t og en af de mest kendte og udbredte er Hjertesutraen.
Ordet prajna har betydningen ’visdom’, mens paramita kan oversættes med ’fuldkommengørelse’. Samlet kan prajna-paramita oversættes som ’visdommens fuldkommengørelse’. Denne titel henviser til, at ved at læse og meditere på disse tekster, tænkes det at være muligt at opnå den højeste visdom om eller erkendelse af, hvordan verden ’virkelig er’, dvs. den ultimative sandhed om verdens og individets eksistens – og dermed bliver oplyst.
Ifølge mahayana-buddhismen selv erkendte Buddha den lære, som rummes i prajna-paramita-teksterne, men han valgte bevidst ikke at give den videre i sin levetid (6. årh. f.v.t.); Ifølge mahayana indså Buddha, at mennesket ikke var parat til at tage imod det store fartøjs lære på daværende tidspunkt. Derfor prædikede kan i begyndelsen kun hinayana (det lille fartøj), mens mahayana-læren blev holdt gemt og skjult og først åbenbaret ca. 600 år senere i prajna-paramita teksterne.
Alt er tomhed
I den tidlige buddhisme (som nu videreføres i theravada-buddhismen beskrevet i sidste nummer af Tibet), fremsættes den tanke, at al eksistens er forgængelig: følelser, ting, ja selv menneskelivet eksisterer ikke evigt, men er underkastet en konstant forandring og forgængelighed. Alle ting i livet, også mennesket selv, er karakteriseret ved, at det konstant opstår og forgår. Derudover hævdes det, at der ikke eksisterer noget permanent ’jeg’ eller ’sjæl’. Denne forestilling udtrykkes gennem begrebet an-atman, hvor atman betyder ’jeg’ eller ’selv’, og an betyder fravær eller uden. Et navn eller en betegnelse for en ting er således blot en lyd, og henviser ikke til et bagvedliggende ’jeg’ eller essens.
I prajna-paramita teksterne fremsættes en udvidet fortolkning af denne anskuelse, idet det hævdes, at ikke blot ’jeget’, men alle fænomener, alt eksisterende, ja hele verden er ’tom’ (sunya) i betydningen uden en ’egen natur’ eller essens. Det udtrykkes også på en lidt spidsfindig måde, idet der siges at, ’alle fænomeners essens er tomhed’, dvs. det karakteristiske ved fænomener er, at de er tomme for en iboende natur.
Inden jeg går videre til at beskrive Nagarjunas filosofi, vil jeg kort opsummere det centrale ved prajna-paramita-litteraturen. I disse tekster er begreberne visdom (prajna) og tomhed (sunyata) helt centrale. Tomhed betyder, at ud fra et ultimativt synspunkt er alle fænomener uden en iboende natur, de er uden egentlig og selvstændig eksistens. Ultimativt set findes intet, ej heller den buddhistiske lære eller Buddha – de eksisterer kun relativt. Således er de provokerende udsagn i prajna-paramita teksterne. Nagarjuna overtager disse forestillinger, som han skærper og systematiserer.
Introduktion til Nagarjuna
Nagarjuna levede i Sydindien i det 1. til 2. årh. e.v.t., hvor han formentlig var abbed på et kloster, men derudover ved man rent historisk ikke så meget om ham. Ikke desto mindre har han haft en stor betydning for udviklingen af mahayana-buddhismens og han kaldes ofte for ’den anden Buddha’. Billedligt fremstilles han ofte med en slange, da en legende fortæller, at hans store viden skyldes en slange, som havde opbevaret den sande lære (mahayanas lære) siden den historiske Buddha (jævnfør afsnittet ’De tidligste mahayana-tekster’).
Nagarjunas værker
Nagarjuna har skrevet et stort antal værker – men det er sandsynligt, at nogle af disse rent faktisk ikke er forfattet af ham selv, men blot er blevet tillagt ham pga. hans store betydning.
Hans værker kan inddeles i tre kategorier:
1. Analytiske værker
- Hymner
- Korte afhandlinger
Hans hovedværk, Mulamadhyamaka karika, er af analytisk karakter og er kun oversat til engelsk. Enkelte af de mindre tekster er oversat til dansk – se litteraturliste.
Nagarjunas argumentation og filosofi
I hovedværket leverer Nagarjuna en ætsende kritik og knivskarp afvisning af samtidens og den tidlige buddhismes opfattelse af eksistens. Han bruger ofte modstanderens egne principper til at afvise modstanderens tese eller konklusion. Han påviser gennem sin egen analyse, at modstanderens synspunkt er fyldt med logiske modsigelser og dermed ikke kan være udtryk for en sandhed. Han påstår imidlertid heller ikke selv, at han har en eviggyldig sandhed, idet en sådan ikke findes. Han siger: ”Hvad angår mig, så har jeg ingen lære”. Men hans værker har alligevel dannet skole.
Hans filosofi bygger på en ’paradokstænkning, hvor fænomener (det vil sige alle sanselige tilsynekomster) både kan have ’eksistens’ og ’ikke-eksistens’ på én gang.
Nagarjunas forestilling om eksistens
Nagarjuna var, som alle de øvrige buddhistiske filosoffer, optaget af, hvad ’eksistens’ er, og hvordan virkeligheden er sat sammen. I lighed med prajna-paramita teksterne afviser han forestillingen om, at menneskets bestanddele eller andre sanselige tilsynekomster, f.eks. en stol, har en egen eksistens.
Ingen fænomener, ingen tilsynekomster eksisterer uafhængigt og selvstændigt, men er derimod opstået betinget af noget andet end dem selv. Og dermed kan de ikke siges at eksistere i absolut forstand. Denne tanke bygger på en antagelse om, at for at noget kan siges at være ’sandt eller absolut eksisterende’, må det være helt ubetinget og uafhængigt af alt andet. Hvis et fænomen derimod har en ’relationel oprindelse’, dvs. dens opståen og eksistens er relateret til noget andet, kan det ikke siges at være ’sandt eller absolut eksisterende’. Det er Nargarjunas pointe.
Nagarjuna skifter mellem nuancer af virkeligheden, dvs. mellem en relativ og en absolut virkelighed, hvilket får fremstillingerne til at virke paradoksale og vanskeligt tilgængelige, men netop forståelse af de to virkeligheder er afgørende for en forståelse af forestillingen om altings tomhed. Først skal vi se nærmere på, hvordan han beskriver den relative virkelighed.
Den relative virkelighed
Den relative virkelighed er den virkelighed eller bevidsthedstilstand, som almindelige, uoplyste mennesker lever i. Denne bevidsthedstilstand er karakteriseret ved en oplevelse gennem ord (jeg hedder Pernille), begreber (buddhisme, tomhed, visdom), differentiering (rød, grøn, blå) og dualitet (jeg er kvinde, du er mand, lys/mørke, samsara/nirvana osv.) Den er også karakteriseret gennem en sansemæssig erfaring (jeg kan mærke dette gulv, se rummet og folkene deri) og gennem mentale oplevelser (jeg føler mig glad og opløftet). Vi tillægger ting og fænomener en absolut eksistens (jeg eksisterer og er forskellig fra dig, dette bord eksisterer uafhængigt af gulvet), hvilket både skyldes medfødte og tillærte begreber.
Den relative verden er selve den manifeste verden, den synlige verden, som ifølge buddhismen er uden en første årsag. Den relative verden beror på tankekonstruktioner og begrebsliggørelse, hvor vi skelner mellem erkendelse og erkendelsesobjekt, mellem ting og deres benævnelse, mellem handling og udøver, mellem kvinde og mand og mellem subjekt og objekt.
Ifølge Nagarjuna (og mahayana generelt) er dette imidlertid en forkert og utilstrækkelig opfattelse af virkeligheden, hvilket kan illustreres gennem følgende vers fra hans hovedværk:
”Hvis det der opfattedes med sanserne
var forbundet med nogen realitet
så ville tåber være de fødte vismænd
hvad skulle man så med sandhedserkendelse?
Ligesom et fæ tiltrækkes af et billede
Fordi han har den idé at det er sandt
således er hoben af tåbelighed
Indespærret i sanseobjekternes fængsel
De empiriske ting vi ser og andre forfægter
er i realiteten tomme og uden egenværen
Fordi de – som et spejlbillede –
Er blottet for Enhed og ikke-enhed
Tilværelsen er at ligne med
Ildhjul, fantomer og drømme
Med illusioner og månen i vandet
med dis, et ekko, luftspejlinger og skyer”
(”Buddhismen. tanker og livsformer”. Gyldendal, xxx)
Med disse vers ønsker Nagarjuna at fortælle, at hvis man kun knytter sin opfattelse af virkeligheden til sanseindtryk, vil man tro, at det man sanser, er virkeligt eksisterende. Hvis man baserer sin forståelse af virkeligheden udelukkende på sanseindtryk, vil man ikke være i stand til at skue og erkende den absolutte sandhed, at alt er tomhed. Og dermed vil man ikke være i stand til at opnå den absolutte buddha-tilstand.
Alle fænomener er relationelt opstået
Ud fra et absolut synspunkt (dvs. ud fra en sand skuen af virkeligheden, som den egentlig er) eksisterer ting og fænomener i den relative verden imidlertid kun som betinget af noget andet, hvilket udtrykkes ved, at fænomener er relationelt opstået. Og dermed siges de at være tomme og uden en iboende og evig natur eller essens – de eksisterer ikke i absolut forstand. Nagarjuna udtrykker det ligeledes ved at sige, at fænomener kun eksisterer ’relativt’, dvs. i indbyrdes afhængighed.
”Der er kun ikke-eksistens, når der er eksistens, ligesom der er kort, når der er langt, der er også kun eksistens, når der er ikke-eksistens, så derfor er de ikke virkelige hver for sig.’
(”Buddhismen. tanker og livsformer”. Gyldendal, xxx)
Citatet viser, at ud fra et analytisk synspunkt kan intet eksistere uafhængigt af noget andet: for at noget kan være ’langt’, må der nødvendigvis eksistere noget ’kort’, og for at have ’eksistens’, må man nødvendigvis have ’ikke-eksistens’. Derfor er det også ulogisk at fremhæve an-atman som en sandhed, for dette kan ikke eksistere uden et atman. På den måde ønsker Nagarjuna at vise, at alle vores begreber og analyser er fulde af modsigelser. Og dermed kan de ikke være udtryk for den sande erkendelse.
Ifølge mahayana-buddhismen og Nagarjuna skal alle sanselige fænomener – alle sanseindtryk – betragtes som illusioner, som drømme eller spejlbilleder, hvorom man ikke kan sige, at de ikke-eksisterer, men heller ikke at de eksisterer virkeligt. Alle fænomener i den relative verden betragtes af Nagarjuna som blot mentale konstruktioner – uden en egentlig virkelighed.
Den absolutte virkelighed
Den relative virkelighed betragtes som drømme og illusioner, men hvordan er så den absolutte virkelighed? Hvad er karakteristisk for den? Og er den eksisterende?
Nagarjunas grundlæggende holdning er, at det absolutte ikke kan begribes gennem ord og begreber – det kan kun erfares direkte i en ikke-begrebslig tilstand, eller i en tilstand hvor bevidstheden er faldet helt til ro, blottet for tankemæssige konstruktioner og uden mangfoldighed. En tilstand hvor bevidstheden ikke er tilknyttet begreber, dualiteter og differentiering – bevidstheden skal ikke støtte sig på noget.
Hos andre buddhistiske lærde beskrives det absolutte gennem positive og smukke metaforer , men det er ikke tilfældet hos Nagarjuna. Det absolutte karakteriseres ofte blot med få ord, så som ’ubetinget’ og ’uden begyndelse, midte og ophør’, hvorimod den relative virkelighed er betinget og under konstant forandring.
Nagarjunas tilbageholdenhed med at beskrive det absolutte skyldes, at ord og begreber anses for at være en forhindring på vejen mod den rette erkendelse, da de kan lede bevidstheden til en tilknytning til selv samme ord og begreber. Man kan forledes til at tro, at det absolutte er identisk med ’tomhed’.
Nagarjuna siger netop meget direkte, at begrebet ’tomhed’ ikke skal forstås som en ny sandhed, i lighed med den måde hinayana opfatter an-atman. Tomhed skal blot forstås som et hjælpemiddel på vejen, som et antimiddel til troen på fænomeners eksistens. Men i absolut forstand eksisterer der ingen tomhed, der er kun tale om et begreb, der er midlertidigt skabt. I én af Nagarjunas hymner om det absolutte omtales det som en person:
Du er hverken væren eller ikke-væren
Ikke udslettet eller bestandig
Du er ikke evig eller forgængelig
Hyldest til dig som er uden modsætninger!
Du er ikke rødlig, grøn eller gul
Hos dig opfattes ingen farve
Du er ikke bleg, mørk eller lys
Hyldest til dig som er uden farve!
Du er ikke stor eller kort
Du er ikke lang eller rund
Du har nået det umådelige stade
Hyldest til dig du umådelige!
Du er ikke i det fjerne eller det nære
Ikke i himlen, ikke på jorden
Ikke i samsara, ikke i nirvana
Hyldest til dig som intetsteds er!
Som det fremgår af disse linjer beskrives det absolutte hovedsageligt gennem negationer: ’du er ikke’. Det siges samtidig, at det er en tilstand eller en væren, hvor der ingen dualitet findes, ingen differentiering, ingen begreber, ingen betingethed. Og dermed er der her tale om en ’sand eksistens’ – i modsætning til den relative eksistens.
Den firhjørnede negation (dette afsnit kan udelades)
Når Nagarjuna beskriver den yderste sandhed, benytter han sig desuden ofte af den såkaldte ’firhjørnede negation’. Et eksempel på dette er: ”Ingenting kan siges at være ’tomhed’, ikke-tomhed’, både tomhed og ikke-tomhed, hverken tomhed eller ikke-tomhed. Disse begreber er kun fremsat med det formål at skabe en midlertid forståelse”
Med dette udsagn vil Nagarjuna ikke blot sige, at tomhedsbegrebet ikke skal opfattes som en ny tro, sådan som an-atman er det i hinayana-buddhismen, men udsagnet har også til hensigt at ophæve enhver beskrivelse af absolut eksistens – det er ubeskriveligt gennem ord og begreber. Det absolutte ’eksisterer’ dér hvor ord og begreber ophører og hvor der blot er en væren uden tilknytning.
Nagarjunas forestilling om Buddha
I dette afsnit skal vi se på Nagarjunas forståelse af Buddha, en forståelse, som adskiller sig væsentligt fra theravada-traditionens forståelse. Ifølge theravada ophørte Buddha med at eksistere efter han indgik i nirvana. Denne forståelse udfordrer Nagarjuna, idet han siger, at Buddhas eksistens (i lighed med det absolutte) på ingen måde lader sig bestemme gennem begrebslig analyse – idet alle analyser fremviser logiske modsigelser. Man kan hverken sige, at Buddha eksisterer eller ikke-eksisterer. Buddha, såvel som det absolutte, kan ikke fattes gennem begreber og analytiske erkendelser. Dertil hævdes det, at enhver spekulation om Buddhas eksistens er en mental tilknytning og dermed en forhindring mod oplysning. Buddha Sakyamuni betragtes af mahayana-buddhismen som en fysisk tilsynekomst, der blot tilsyneladende døde og indgik i nirvana. Han viste munkene et nirvana, men det var en illusion, som en oase midt i en ørken, for at lede dem på rette vej.
Nirvana og samsara
Nagarjuna har også nyt at sige om forholdet mellem samsara og nirvana, og igen er der tale om provokerende synspunkter set ud fra et hinayana-perspektiv. I den tidlige buddhisme var der et klart skel mellem samsara og nirvana – de var af en forskellig væren eller eksistens: samsara er det urene, mens nirvana det rene, samsara det evigt foranderlige, nirvana det evige og uforanderlige, det ubetingede. Dertil siger Nagarjuna:
”Der er ikke den ringeste forskel
Mellem samsara og nirvana
Der er ikke den ringeste forskel
Mellem nirvana og samsara
De der ikke har indsigt i virkeligheden
Tror på et samsara og et nirvana
Men de der har indsigt i virkeligheden
Tror hverken på samsara eller nirvana
Der er ikke noget at lægge til
Og der er intet at trække fra
Man skal indse det sande som sandt
Ved at indse det sande bliver man fri”
Her siges det igen, at al dualitet skal ophæves for at få den sande indsigt – og det gælder også dualiteten mellem nirvana og samsara. Nagarjunas forestilling er desuden, at det absolutte nirvana netop opstår i afsløringen af samsaras illusion – og dermed kan nirvana slet ikke forstås uden samsara. De er afhængige af hinanden. Det er således gennem et liv og en praksis i samsara, i den relative verden, at den endelige oplysning kan opnås.
Eksisterer den buddhistiske lære overhovedt?
Nagarjunas filosofi blev kritiseret i sin samtid af andre buddhistiske lærde. Man fremførte bl.a. følgende synspunkt: ”Hvis alt er tomt, så eksisterer de Fire ædle Sandheder ikke, som rummer vejen til oplsyningen. Hvis de Fire ædle Sandheder ikke eksisterer, kan man ikke opnå den sande viden, og der vil heller ikke være en viden om den rette opførsel. Den buddhistiske lære vil ikke eksistere, ej heller Buddha og munkeordenen – ja hele buddhismen er i fare for at opløses”. Dertil siger Nagarjuna, at modparten ikke forstår den egentlige hensigt med ’tomhed’, begrebets natur og betydning. Og derfor har de ikke forstået hans budskab:
Buddhaernes undervisning i Læren
Hviler på de to sandheder
Verdens relative sandhed
Og sandheden i absolut forstand
De der ikke forstår forskellen
Mellem disse to sandheder
de forstår ikke den dybe realitet
I Buddhas budskab
I dette citat fremhæver Nagarjuna, at forståelsen af de to virkeligheder (den relative og den absolutte) er en forudsætning for at forstå tomhedslæren – på den rette måde. Det forholder sig sådan, at den buddhistiske lære, praksis og de etiske regler eksisterer, men kun i relativ forstand, idet den kun optræder i den relative verden. Og i den relative verden er Buddhas ord og belæringer de mest sande; den buddhistiske praksis er den eneste vej, hvormed man kan opnå den højeste erkendelse. Den buddhistiske lære betragtes som et middel til at opnå buddha-tilstanden, men for den person, som har opnået målet, eksisterer læren ikke længere. Og dermed eksisterer Buddhas lære ikke i absolut forstand.
Buddhas lære eksisterer i den relative verden
Tomhedsbegrebet betyder således ikke, at Buddhas lære ikke eksisterer, således som modstanderen påstår. Tværtimod, den buddhistiske lære, ja hele verden eksisterer netop fordi fænomener eller tilsynekomster er tomme, dvs. at de er betinget og betingende for andre fænomeners opståen. Hvis fænomener havde en egen-natur (dvs. hvis fænomener ikke var betinget af noget andet), ville verden slet ikke være udfoldet, den ville ikke eksistere. Og dermed ville der slet ingen Buddha være og ej heller en buddhistisk praksis. Dette er den rigtige forståelse af tomhedsbegerebet, som Nagarjuna ønsker at formidle til alle.
Nagarjunas betydning
I theravada-buddhismen defineres middelvejen som det at leve et liv midt imellem ekstrem askese og ekstrem luksus – det var den vej, Buddha fandt frem til (jævnfør artiklen i sidste nummer af Tibet). Nagarjuna har en anden opfattelse af middelvejen: den består i, at man anlægger en anskuelse, som hverken bekræfter eller benægter fænomeners eksistens, idet ud fra et relativt synspunkt eksisterer alle fænomener, men ud fra et ultimativt synspunkt, eksisterer de ikke. Dette er middelvejen i mahayana-buddhismen.
Nagarjuna har haft en helt afgørende indflydelse på udviklingen af mahayana-buddhismen og hans filosofiske tanker er grundlæggende for den tibetanske buddhisme. Vi finder hans forestillinger i variationer og nye fortolkninger i de mange buddhistiske tekster, der er blevet skrevet eller fremsagt af de tibetanske lamaer gennem tiden. I det følgende skal vi ganske kort høre om én af Nagarjunas fortalere i Indien, Shantideva.
Introduktion til Shantideva
Shantideva levede i Nordindien i det 7. årh. Han boede og underviste på munkeuniversitetet Nalanda, som var et af de mest berømte læresteder i det gamle Indien. Rent historisk ved man meget lidt om ham, men ud fra de mange legender, der findes om ham, får man indtrykket af en højest usædvanlig og uafhængig personlighed. Det synes som om han var sin egen læremester og ikke modtagelig for socialt og hierarkisk pres.
Fra en tidlig alder var Shantideva interesseret i visdomsbelæringer, og han er kendt for at have en skarp og dyb indsigt og en stor evne til dialektisk analyse. Han var dog på ingen måde en tør akademiker og hans bøger er primært henvendt til lægfolk.
Shantidevas hovedværk
Shantidevas hovedværk hedder Bodhicharyavatara, det er oversat til dansk af Chr. Lindtner, hvor det har titlen ”Om en bodhisattvas livsform”. Værket handler primært om, hvordan man som lægmand kan praktisere den buddhistiske vej – i mahayana-buddhismen kaldet bodhisattva-vejen – og dermed opnå en befrielse fra genfødsel i denne verden.
Bodhicharyavatara bygger i høj grad på Nagarjunas tanker og forestillinger om alle fænomeners tomhed og på forståelsen af den relative og absolutte virkelighed. Med derudover har værket primært fokus på ’medfølelse’.
Medfølelse og bodhisattva-løftet
Der er to centrale begreber som beskriver medfølelse (karuna) i mahayana-buddhismen: bodhicitta og bodhisattva. Både bodhicitta og bodhisattva er udtryk for et etisk ideal, som betyder, at alle handlinger, al tale og al tanke ideelt set skal være motiveret uf fra et ønske om at gavne andre levende væsener.
Shantideva beskriver smukt og inderligt nødvendigheden af at udvikle det såkaldte ’oplysningssind’ (bodhicitta ), dvs. et sind eller bevidsthed som er rettet mod den højeste erkendelse, ikke for ens egen skyld, men for at hjælpe andre levende væsener til befrielse. Følgende vers af Shantideva udtrykker den motivation eller indstilling, som skal opnås og fastholdes:
”Jeg vil være medicin for de syge
og lad mig tillige være deres læge
Jeg vil også være deres oppasser
Indtil der ikke mere udbryder sygdom
Måtte jeg være en uudtømmelig skatkiste
for forarmede skabninger
Måtte jeg personligt stå til tjeneste
med forskelligartede hjælpemidler
For at alle væsener kan høste gavn
opgiver jeg uden personlig hensyn
mit legeme og mine besiddelser
og ethvert timeligt gode”
Versene udtrykker ikke blot den rette indstilling, men kan i sig selv bibringe denne bevidsthedstilstand ved at man reciterer versene eller mediterer på dem.
Bodhisattva-løftet
Bodhisattva har en lignende betydning. Rent sprogligt kan det oversættes som ’oplysningsvæsen’, men bruges generelt som betegnelse på en person, der søger den højeste oplysning ud fra et ønske om at hjælpe alle levende væsener til befrielse.
I mahayana-buddhismen indgår aflæggelse af det såkaldte ’bodhisattva-løfte’ som et vigtigt element ved al praksis. At aflægge bodhisattva-løfte henviser til, at man reciterer ganske bestemte vers fra Shantidevas værk, hvorved man ’bindes til’ eller aflægger et løfte om at søge den højeste oplysning for at gavne andre levende væsener.
Ligesom buddhaerne af forgangne dage
har grebet bodhicitta
og ligesom de også henholdt sig
til en systematisk bodhisattva-skoling
Således frembringer jeg bodhicitta
til gavn for verden
og akkurat ligeså vil jeg udøve
disse discipliner i rigtig rækkefølge
Med disse vers aflægges bodhisattva-løftet, en talehandling, som ikke blot udføres én gang men som del af en daglig praksis for at fastholde det etiske fokus: at den højeste erkendelse skal søges for at hjælpe alle levende væsener til befrielse.
Afslutning
Som det fremgik af de forrige afsnit er udvikling og vedligeholdelse af medfølelse for andre levende væsener er helt centralt element inden for mahayana-buddhismen. Denne udvikling skal bl.a. gennem meditation og recitation af bønner foruden det at opføre sig gavmildt, generøst og uselvisk over for andre mennesker. Denne medfølelseskvalitet skal imidlertid hele tiden kombineres med en søgen mod den højeste visdom (prajna), dvs. en direkte erkendelse af alle fænomeners tomhed (sunyata). Udvikling af medfølelse skal således praktiseres ud fra en synsvinkel om, at der slet ingen buddhistisk findes; at lidelse slet ikke eksisterer; og at ingen levende væsener har brug for din medfølelse.
Ifølge manayana er det kun gennem en forståelse og erkendelse af tomhed, at ægte medfølelse opstår i form af uselviske handlinger. For en person, som har udviklet det absolutte oplysningssind (bodhicitta), menes aktiv og uselvisk medfølelse at opstå helt spontant. Det karakteristiske ved et oplyst sind er visdom, forstået som den endelige erkendelse af tomhed, og aktiv medfølelse. På denne måde samles de tre begreber omtalt i denne artikel.
Nagarjuna-citater er hentet fra følgende bøger:
- Ratnavali (”Juvelkæden”), oversat til dansk af Christian Lindtner i Nagarjuna. Juvelkæden og andre skrifter, København 1980.
- Suhrllekha (”Brev til en ven”), oversat til dansk af Christian Lindtner i To buddhistiske læredigte, København 1981
- Buddhismen. tanker og livsformer, Jens Bruun, Christian Lindtner, Peter Boile Nielsen, 1982, Gyldendal
Shantideva-citater er hentet fra følgende bog:
- Bodhicharyavatara, oversat til dansk af Chr. Lindtner i To buddhistiske læredigte, København 1981
