Et kort rids
Af Grethe Sørvig, tibetansk astrolog, forfatter og formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur
Kort over det oprindelige Tibet, før det nuværende TAR (Tibetan Autonomous Region) blev grundlagt af kineserne i 1965. TAR’s grænse er markeret med gult.
For mange millioner år siden var det tibetanske plateau et stort indhav. Hvornår havet forsvandt, og området blev befolket, vides ikke med sikkerhed, men nyere udgravninger har vist at området syd for hovedstaden Lhasa var beboet allerede for 50.000 år siden.
Tibets historie som vi kender den i dag er hovedsagligt baseret på to kilder: de gamle Bön-tekster (1), og de buddhistiske tekster. Disse viser at der for ca. 1500 år siden, fandtes et gammelt kongedømme syd for Mount Kalilash, i det vestlige Tibet, kaldet Zhang-Zhung, hvor den præ-buddhistiske religion Bön havde sit hovedsæde. Da Bön betragtes som den første store religion i Tibet, regner man dette kongedømme som begyndelsen på den tibetanske civilisation.
Tempel-bygninger, bygget ovenpå ruiner efter Zhang-Zhungs hovedstad, Kyunglung, i Vest Tibet.
På tibetansk kaldes Tibet for Pod (udt.: Pø). Navnet Tibet (2) ser ud til at være et ord muslimske forfattere har brugt til at beskrive området. I gennem dem nåede dette navn de europæiske opdagelsesrejsende Marco Polo, Piano-Carpini o. a., og således blev landet kendt her i vesten under navnet ”Tibet”.
Både de buddhistiske og de kongelige Bön-tekster er enige om rækkefølgen af konger. Begge kilder fortæller de samme legender om de første konger som værende forbundet, først med himlen, dernæst med rummet og til sidst med jorden. Den første konge var Nyatri Tsenpo (ca. år 127 f. Kr), og både ham og hans efterfølgere var, i følge legenden, forbundet med den åndelige verden gennem en magisk snor, kaldet ”mu-snoren” der gik fra toppen af deres hoveder, og op til den åndelige verden. I følge de samme legender var disse konger mystiske væsener der ikke efterlod sig et lig når de døde, men at de, via ”mu-snoren”, vendte direkte tilbage til den himmel de kom fra.
Under en krig der bla. blev udkæmpet ved hjælp af magi, ledet af den 8. Zhang-Zhung-konge, Drigum, blev den magiske snor ødelagt, og kongerne begyndte derefter at efterlade sig et lig når de døde.
Alle tibetanske konger frem til den 9. konge, Podegungyal, var tilhængere af Den Navnløse Religion (1). Kong Pudegungyal konverterede imidlertid til Bön, og introducerede derefter Bön-religionen til hoffet og Tibets overklasse, hvorifra den langsomt spredte sig til resten af befolkningen. Fra denne tid og frem til den 33. konge, Songtsen Gampo (569 e. Kr.), var Bön således statsreligion i Tibet. Zhang-Zhung var på denne tid mere udviklet end Tibet, både kulturelt og spirituelt, og havde både et meget udviklet matematisk, medicinsk, astronomisk og astrologisk system, samt en højt udviklet spirituel filosofi (Bön) og deres eget skriftsprog, der blev introduceret til tibetanerne.
Den 28. konge, Lhalathori, var den første tibetanske konge der havde kontakt til buddhismen. Denne kontakt var af mystisk karakter, idét han, ifølge legenden, modtog en magisk kurv fra himlen, indeholdende to sutraer, en stupa og Avalokitesvaras mantra, ”Om Mani Padme Hung”. Men da han ikke vidste hvad de skulle bruges til, opbevarede han dem blot som kostbare skatte.
Under den 32. konge, Namri Songtsen, blev der bragt astrologiske og medicinske tekster fra Kina til Tibet (3).
Hans efterfølger, Songtsen Gampo (569-649 e. Kr.), var Tibets første buddhistiske konge. Under ham blev det politiske centrum flyttet fra Kongpo-Yarlung-distriktet i det syd-østlige Tibet, til Lhasa. Det var ham der byggede det berømte Jokhang-tempel, og startede bygningen af Potala-paladset, ved at placere sit slot der hvor Potala står i dag. Tibet blev også politisk og militært styrket under hans styre.
I denne periode regerede kongen Ligmikya i Zhang-Zhung, og for at skabe en god relation til Zhang-Zhung, giftede Songtsen Gampo sig med en af kong Ligmikyas døtre, og han giftede også selv bort en af sine døtre til kong Ligmikya.
Songtsen Gampo, der havde flere koner, blev senere gift med den nepalesiske, buddhistisk prinsesse, Bhrikuti Devi, og med den legendariske, kinesiske prinsesse, Wengchen Konjo, der også var buddhist. Man mener, at de to prinsesser har haft en meget stor betydning i forbindelse med buddhismens udbredelse i Tibet. Prinsesse Wengchen Konjo var også astrolog, og ekspert i retnings-læren Feng Shui, og bragte både buddhistiske og astrologiske tekster og læremestre med fra Kina. Det er bl.a. på baggrund af hendes astrologiske beregninger, at det berømte tempel, Jokhang, blev placeret der hvor det står i dag.
Kong Songtsen Gampo (569-649 e. Kr.) med sine to buddhistiske koner, den nepalesiske prinsesse Brikhuti Devi til venstre og den kinsiske prinsesse Wngchen Konjo til højre.
Det var også under Songtsen Gampo, at de nuværende, tibetanske skrifttegn blev skabt, baseret på den indiske Gupta- (sanskrit) skrift. Dette for at gøre det muligt at oversætte buddhistiske tekster til tibetansk. Dette arbejde blev ledet af Sambhota af Thøn, der var en af Songtsen Gampos ministre. Böns skriftsprog, der var for enkelt til at kunne udtrykke Buddhas Lære, blev fra nu af droppet.
I denne periode var Tibet et meget stort land, og Songtsen Gampo var, som sine forgængere, en frygtet kriger, med en hær der talte over 200.000 mand. Således blev kong Ligmikya af Zhang-Zhung likvideret efter ordre af Songtsen Gampo, og Zhang-Zhung blev derefter indlemmet i Tibet.
Tibet fik også sin første grundlov under Songtsen Gampo, og han forbød bl.a. Bön-religionens ofringer af dyr.
Songtsen Gampos efterfølger, Mangsong Mangsen (649-676 e. Kr.) der også var buddhist, fortsatte med at udvide Tibet, der i denne periode omfattede Bhutan, Nepal, Turkestan, Samarkand og dele af Indien og Kina. I denne periode krævede tibetanerne en årlig skat på 50.000 ruller silkebrokade fra Kina.
Under kong Trisong Detsen (755-797 e. Kr.), i år 763, tillod den kinesiske kejser, Wang Peng Wang, sig at nægte at betale mere skat til Tibet. Dette resulterede i at den tibetanske hær, der også under Trisong Detsens styre var berygtet for sin brutalitet, okkuperede den daværende kinesiske hovedstad, Xian. Kejseren og hans ministre flygtede, og i en kort periode havde tibetanerne også deres egen kandidat til den kinesiske kejsertrone.
En fredsaftale blev imidlertid indgået mellem Kina og Tibet år 783. Aftalen gik ud på at Tibet skulle have delvis kontrol over grænseområderne i Øst Tibet, og at “menneskene i de to lande skulle leve i fred med hinanden, på hver deres side af grænsen”. En lignende fredsaftale blev indgået igen i 821. Fredsaftalen blev hugget ind i 3 bautastene, hvoraf den ene stadigvæk står foran Jokhang Tempel i Lhasa – som et meget konkret bevis på, at Tibet og Kina altid har været to separate lande.
Bön-religionen havde imidlertid levet videre i Tibet, side om side med buddhismen, frem til kong Trisong Detsens tid, og flere ministre tilhørte Bön-religionen. Bön-præsterne og -minstrene, der var bange for at miste deres magt, gjorde imidlertid alt for at udrydde buddhismen. Under Trisong Detsens forgænger, kong Mes Asgom (705-755), var Bön-præsterne lige ved at lykkes i deres forehavende. Der udbrød en kopper-epidemi i Lhasa, og Mes Asgoms kinesiske kone døde af sygdommen. Bön-præsterne overbeviste folk om at sygdommen var sendt af Böns guder for at straffe dem, der fulgte den nye religion. Folk blev bange og vrede, og kongen så sig nødsaget til at udvise de indiske, buddhistiske lærere, og deres tibetanske disciple.
Da Mes Asgoms søn, Trisong Detsen, overtog tronen i 755, var han imidlertid fast besluttet på at genetablere buddhismen i Tibet. For at få hjælp til dette arbejde, inviterede han den store, indiske mester Santharakshita til Tibet.
Der opstod imidlertid utallige forhindringer i dette arbejde. Blandt andet forsøgte Santharakshita og kongen at bygge Tibets første buddhistiske kloster. Men de gamle tekster fortæller at det, der blev bygget op om dagen, blev revet ned igen om natten af forskellige vejrlige fænomener, som hagl og stormvejr, skabt af Bønpræsternes magi, og af ånder, aktiveret af de samme. Santharakshita foreslog derfor, at kongen skulle invitere den indiske mester Guru Rinpoche (sanskrit: Padmasambhava), der havde de nødvendige magiske evner til at fjerne forhindringerne.
Guru Rinpoche (Sanskrit: Padma Sambhava)
Guru Rinpoche var, udover at være en stor, tantrisk mester, også en stor magiker og eksorcist. Han kom til Tibet i år 765 e.Kr., efter at han, i følge de buddhistiske tekster, havde bekæmpet 12 kvindelige demoner, aktiveret af Bön-pa’er, der forsøgte at forhindre ham i at komme ind i Tibet. Han fjernede forhindringerne ved at omvende Bønpaernes ånder til at tjene det gode i stedet for det onde. Det nævnte kloster, Samye, blev derefter færdigbygget, og de første munke kunne flytte ind.
Samye, Tibets første kloster.
Efterfølgende rejste Guru Rinpoche rundt i landet, hvor han omvendte flere af Bönpaernes ånder, og fik dem til at tjene det gode i stedet for det onde. Han underviste også Bönpaerne i buddhisme, og i stedet for at omvende dem helt, fik han dem til at fokusere på ligheden mellem deres egen tro og buddhismen, og fik således integreret buddhismen i deres egen religion.
Sammen med kongen og Santharakshita oprettede Guru Rinpoche et oversættelseshold, der skulle oversætte de buddhistiske sutraer og tantraer til tibetansk. Oversætterne blev undervist i sanskrit og tibetansk, og derefter sendt til Indien for at få belæringer og tage buddhistiske tekster med tilbage til Tibet. Den kendte, medicinske tekst, Gyud-Zhi, siges at være en af de tekster, oversætterne tog med hjem fra Indien i denne periode.
Guru Rinpoche grundlagde også Nyingma-skolen – den ældste af de fire hovedskoler indenfor tibetansk buddhisme, og han grundlagde også “den direkte skjulte skat- overførelseslinje”, kaldet ”terma”. Og i dét han forudså en fremtidig, så godt som total udslættelse af buddhismen i Tibet, forårsaget af en ond konge, gemte han mange af sine belæringer som ”skjulte skatte” eller “termaer” rundt om i Tibet, og gav kraftoverførelse til 25 af sine hoveddisciple, således at kun deres og hans egne fremtidige inkarnationer kunne finde dem, og videregive belæringerne til menneskeheden, når den var moden for dem.
Disse Terma- eller “skjulte skat”-findere kaldes på tibetansk for ”Tertøns”. “Den Tibetanske Dødebog”, kaldet “Shitro” på tibetansk, er en af disse Termaer. Teksten til Dødebogen blev forfattet af Guru Rinpoche og nedskrevet af hans kone, den kvindelige yogi, Yeshe Tsogyal. Den blev senere fundet af Karma Lingpa – en inkarnation af en af de 25 hoveddisciple – i Gampo-dalen i det centrale Tibet, hvor den store lærer Gambopa senere etablerede sit kloster.
Yeshe Tsogyal
Guru Rinpoche opholdt sig i Tibet i ca. 50 år, hvorefter han rejste videre til Sri Lanka. Tibetanerne var meget kede af, at han skulle rejse, og bad ham om at blive, men Guru Rinpoche sagde, at han ville inkarnere igen som en mester ved navn Atisha (982-1054), der senere grundlagde Kadampa-skolen og gav tibetanerne teksten Sri Kalachakra Tantra, og derefter som mesteren Je Tsongkhapa (1357–
Trisong Detsens søn, Muni Tsenpo (797-804 e. Kr.), var også buddhist og en legendarisk konge. Han forsøgte at skabe et økonomisk retfærdig samfund, hvor de materielle goder skulle fordeles mere ligeligt i blandt befolkningen. Han blev imidlertid myrdet af sin mor, der forgiftede ham, for at stoppe den vold som hans reformer medførte.
Arbejdet med oversættelsen af buddhistiske tekster fortsatte imidlertid, men som Guru Rinpoche havde forudsagt, blev lamaer og munke senere forfulgt og myrdet af kongen Langdarma, der var modstander af buddhismen, og tilhænger af Bön.
Langdarmas bror, Relpachen (815-836 e. Kr.), var Tibets sidste buddhistiske konge. Han var en hengiven buddhist, og grundlagde mange templer og klostre. Der blev også oversat mange buddhistiske tekster i hans regeringsperiode. Han blev i slutningen af sit liv fuldt ordineret munk, men blev til sidst myrdet af politiske modstandere. Efter Relpachens død overtog Langdarma tronen. Han regerede kun i få år; nogle kilder siger i 4, andre i 6 år, men han nåede alligevel, sammen med sine ministre, at destruere adskillige klostre og de fleste buddhistiske tekster. Han blev myrdet af en munk i 843.
Efter Langdarmas død endte den kongelige periode i Tibet. De følgende ca. 100 år var præget af politisk kaos med mange små-konger. I blandt dem Langdarmas to sønner, og efter dem hans børnebørn, der kæmpede i mod hinanden.
Buddhistiske tekster skulle nu påny hentes fra Indien og oversættes. Belæringer fra før Langdarmas tid kaldes ”Den Tidligere udbredelse af Doktrinen” (tib.: nadar), og dem efter Langdarmas tid kaldes ”Den Senere Udbredelse af Doktrinen” (tib.: phyidar).
Der skulle imidlertid gå 70 år før der igen flyttede fuldt ordinerede munke ind på Samye kloster. Den senere så berømte munk, Yeshe Od, samlede et nyt oversættelseshold, deriblandt den berømte oversætter Rinchen Zangpo, og sendte dem til Kashmir for at studere sanskrit og buddhisme. Disse kom tilbage til Tibet, både med buddhistiske tekster og lærere, og dette dannede grundlaget for genetableringen af buddhismen i Tibet, efter Langdarmas tid. Den store lærer, Atisha blev inviteret til Tibet i denne periode (1027 eft. Kr.). Han grundlagde flere nye klostre, og indførte en strengere kloster-disciplin. I sine belæringer lagde han stor vægt på udvikling og praksis af medfølelse og kærlighed, uden hvilken man i følge mahayanabuddhismen ikke kan nå den fulde Oplysning. Han etablerede også Kadampa-skolen, af hvilken Gelugpa-skolen er en senere gendannelse. Det var også ham, der gav tibetanerne teksten Sri Kalachakra Tantra.
Atisha
Fra Langdarmas tid og frem til det 12. århundrede var Tibet delt i mange små stater. Nogle blev ledet af små-konger, andre af lamaer. Det eneste, der forenede tibetanerne i denne periode, var buddhismen. Men da rygtet om den grusomme mongol, Djenghis Khan, nåede Tibet, forenede små-kongerne sig, der sammen sendte et budskab til mongolerne om, at de var villige til at betale en årlig skat til dem, hvis bare de blev sparet for en invasion. Dette blev efterkommet. Men da Djenghis Khan døde, ophørte tibetanernes årlige betaling, og Djenghis Khans sønnesøn, prins Godan, invaderede Tibet, med mange tab på tibetanernes side, som resultat. Men prins Godan var også meget interesseret i buddhisme, og han kontaktede derfor lamaen Sakya Pandita, der i denne periode var Tibets helligste mand, og beordrede ham at komme til Mongoliet for at etablere buddhismen der. Som tak for hans undervisning gjorde prins Godan Sakya Pandita til leder af Tibet. Sakya Pandita forlod imidlertid aldrig Mongoliet, men videregav i stedet for sin stilling til sin nevø, Phagpa, der således blev den første lama der regerede over hele Tibet.
Phagpa
Phagpa blev den nye Sakya-leder (4) efter Sakya Panditas død, og han blev også lærer i buddhisme ved det mongolske hof, hvis leder på denne tid var Kublai Khan, der senere blev kejser af Kina. Sakya-lamaernes magt i Tibet varede i ca. 150 år.
I mellemtiden var der opstået flere buddhistiske skoler i Tibet, og mange af dem efterstræbede nu den politiske magt. Der opstod interne magtkampe i Sakya-skolen, og Sakya-lederen blev myrdet af en af sine tjenere.
Det kaos der opstod i den efterfølgende tid blev udnyttet af Kagyu-lamaen, Changchub Gyaltsen, der i længere tid havde ventet på en mulighed for at overtage magten. Han blev Tibets leder i 1385, og blev en god og vis leder for sit folk. Hans efterfølgere, der kaldes for Phamo Drupa-lederne, regerede frem til 1435. Derefter overtog Rinpung-prinserne, der havde været Drupaernes ministre. Alle disse ledere tilhørte en skole indenfor Kagyupa-ordenen. Disse ledede landet frem til det 16. århundrede, hvorefter kongerne fra Tsang-provinsen overtog.
I alle disse år var der ingen fremmed magt, der forsøgte at få kontrollen i Tibet. Forholdet til Mongoliet havde hele tiden været et forhold mellem to lige stærke nationer, hvor tibetanerne havde den religiøse magt i Mongoliet, og mongolerne på sin side bidrog med hjælp til tibetanerne i verdslige og politiske spørgsmål.
I 1368 blev de mongolske kejsere udvist fra Kina, og Ming-dynastiet opstod. Kineserne blev derefter konstant angrebet af mongolerne, og interesserede sig ikke for hvad der foregik i Tibet. I religiøse spørgsmål var tibetanerne imidlertid meget respekterede af kineserne, og mange vigtige lamaer besøgte i denne periode det kinesiske hof, blandt andet Karmapaerne, Kagyupa-skolens overhoved.
Je Tsongkhapa (1357 – 1419)
I det 15. århundrede blev Gelugpa-skolen grundlagt af mesteren Je Tsongkapa (1357-1419). En af hans bedste elever var en lama ved navn Gedun Drupa (1391-1475). Han byggede det store kloster Tashilumpo, der senere blev Panchen Lamaernes hovedsæde, og underviste i buddhisme over hele Tibet. Gedun Drupa regnes som den første Dalai Lama. Gedun Drupa lovede at inkarnere igen, og et år efter hans død blev den 2. Dalai Lama, Gedun Gyatso, født. Han udmærkede sig som sin forgænger med sin store visdom. Hverken den 1. eller den 2. Dalai Lama var politisk interesserede, men var først og fremmest optaget af åndelige spørgsmål.
Den 3. Dalai Lama, Sønam Gyatso (f. 1553), var den første af Dalai Lamaerne, der var politisk aktiv. Han var kendt for at være både diplomatisk og objektiv i forbindelse med spørgsmål, der gjaldt de forskellige buddhistiske skoler, og blev derfor ofte brugt til at løse sekteriske stridigheder. På dette grundlag mødtes han i 1578 med den daværende mongolske leder Altan Khan, der ville have hans hjælp med at løse grænsekonflikter mellem Mongoliet og Kina. Men mødet resulterede også i at Altan Khan konverterede til buddhismen:
– I årene efter, at de mongolske kejsere var blevet udvist fra Kina, var mongolerne gået tilbage til deres gamle shamanistiske tro. Men efter, at Altan Khan konverterede til buddhisme, erklærede han at Buddhas ord herefter skulle blive en lov i Mongoliet. Det var ham, der gav Sønam Gyatso navnet Dalai Lama, hvilket betyder ”Visdomsoceanet”. –
Sønam Gyatso var en elsket lærer i hele Tibet. Han var ofte gæst ved det kinesiske hof, og sørgede også for at skabe fred mellem Kina og Mongoliet.
Den 4. Dalai Lama blev, som han selv havde lovet, inkarneret i Mongoliet, som oldebarn af Altan Khan, i 1589. Han fik navnet Yønten Gyatso. I dennes levetid opstod der mange stridigheder mellem de forskellige religiøse skoler i Tibet. Mange var blevet nervøse og jaloux over Gelugpaernes voksende magt, både på grund af skolens størrelse, og på grund af den nære forbindelse til det mongolske hof.
Under den 5. Dalai Lama, Ngawang Losang Gyatso (1617-1682 e. Kr.), som også kaldes ”Den Store Femte”, invaderede den mongolske leder, Gushri Khan, Tibet, for at hjælpe Gelugpaerne i deres fejder med blandt andet Kagyupa-skolen. Efter at hans hær havde besejret de værste modstandere, indsatte Gushri Khan Dalai Lama som leder af Tibet i 1642 e. Kr., og fra denne tid har Dalai Lamaerne været politiske og åndelige ledere i Tibet.
Den 5. Dalai Lama forenede det tibetanske folk, og skabte den regeringsform, der varede helt frem til den kinesiske okkupation i 1959. Han nød stor respekt, både i selve Tibet og i Mongoliet og Kina, både for sin politiske dygtighed, og for sin åndelige viden og visdom. Det var også ham, der startede bygningen af Potalapaldset, på det sted hvor kong Songtsen Gampo i sin tid havde bygget sit slot.
Den 5. Dalai Lama døde i 1682, men hans regent, Desi Sangye Gyatso, holdt hans død hemmelig i 15 år, med den undskyldning at Dalai Lama var i tilbagetrækning. Ministeren forklarede senere denne hemmeligholdelse med, at han frygtede, at nyheden om Dalai Lamas død ville stoppe bygningen af Potala Paladset. Andre mener at årsagen kan have været, at ministeren selv ønskede at bevare sin magt.
Den 6. Dalai Lama, Tsanggyang Gyatso (1683-1706), blev fundet som lille, men fordi den 5. Dalai Lamas død var blevet hemmeligholdt, blev han ikke tronsat før han var 14 år gammel. Dette kan have været årsagen til, at han ikke ville leve i cølibat, og nægtede at blive fuldt ordineret munk. Han var kendt som en damernes ven, levemand og poet. Han plejede at snige sig ud fra Potala om natten for at besøge damer og drikke chang (tibetansk øl). Men han var elsket af folket, og han var også en meget enkel mand, der undslog sig al offentlig pomp og pragt. Ministrene og de mongolske ledere var imidlertid meget utilfredse med hans opførsel, og mange mente, at de ikke havde fundet den rigtige inkarnation. Altan Khans barnebarn fjernede ham derfor fra tronen, og bortviste ham fra Lhasa, hvorefter mongolerne selv valgte en ny Dalai Lama, som i øvrigt aldrig blev accepteret af det tibetanske folk.
Før den 6. Dalai Lama forlod Lhasa, skrev han et digt, der indikerede hvor han ville inkarnere:
”Lån mig dine vinger,
O hvide trane,
jeg går ikke længere end til Lithang,
og der vil jeg komme tilbage.”
Den 6. Dalai Lama døde på mystisk vis på vej ud af Lhasa, og et barn født nogle år senere i Lithang blev senere genkendt som den 7. Dalai Lama. Tronsættelsen af ham skete ikke uden dramatik, da kineserne havde barnet, og nægtede at give slip på ham. Dette udnyttede en anden mongolsk klanleder. Under forehavendet at det var dem, der var i besiddelse af Hans Hellighed, og at de ville indsætte ham på tronen i Lhasa, invaderede mongolerne Tibet med det tibetanske folks velsignelse. Da det viste sig at de alligevel ikke havde Hans Hellighed, men at de i stedet for plyndrede templer, og kostede rundt med munkene, blev folk vrede, og vendte sig til Kina for at få hjælp. Kineserne bekæmpede derefter mongolerne, og den 7. Dalai Lama (1706-1758) kunne nu tronsættes.
Fra denne tid og frem til 1912 havde kineserne en vis politisk indflydelse i Tibet. Men ikke så stor som det nuværende kommunist-Kina vil have det til. Tibet var stadigvæk et selvstændigt land, og ikke en del af Kina.
Den 7. Dalai Lama var ikke politisk interesseret, men forfattede mange buddhistiske tekster, og foretrak at leve et kontemplativt liv. Således også den 8. Dalai Lama (1758-1804). I løbet af dennes regeringstid var Tibet blevet et svækket land, og i 1788 blev Tibet invaderet af nepalesiske gurkhaer, hvorefter Tibet måtte betale skat til Nepal i mange år. De efterfølgende Dalai Lamaer frem til den 13. døde alle meget unge, og nåede ikke at få megen indflydelse.
I begyndelsen af det 20. århundrede var Tibet blevet et strategisk område, både for Russland, Kina og den britiske regering i Indien, og i 1903 invaderede en engelsk hær, under ledelse af Sir Francis Younghusband, Tibet. Tibetanerne modsatte sig dette, hvilket resulterede i et blodbad, og den 13. Dalai Lama så sig nødsaget til at flygte i eksil til bl.a. Mongoliet og Bhutan, hvor han opholdt sig til briterne havde forladt landet. I 1910 blev Lhasa angrebet af kinesiske styrker, men disse blev drevet tilbage, og den 13. Dalai Lama erklærede derefter Tibet for et selvstændig land. Den 13. Dalai Lama døde i 1933.
Den nuværende 14. Dalai Lama blev født i Amdo i 1935, og genkendt 3 år senere. På grund af den politiske uro i Tibet overtog han den politiske ledelse allerede som 15-årig, i 1950.
I 1959, under kinesernes okkupation af Tibet, og efter 9 års forhandlinger med kommunist-Kina, flygtede han sammen med ca. 100.000 tibetanere til Indien.
Dalai Lama under flugten fra Tibet
Den 14.Dalai Lama er elsket og respekteret over hele verden, både som politisk leder og som højtstående, buddhistisk munk. Han modtog Nobels Fredspris i 1989 for sin ikke-voldelige kamp for et frit Tibet. I 2011 trak han sig tilbage som politisk leder for den tibetanske eksilregering i Dharamsala i Indien, og lever nu som han altid har ønsket det – som en enkel buddhistisk munk. Selvom han ikke længere er politisk leder for tibetanerne, vil han altid være deres åndelige leder og naturlige midtpunkt.
Den 14. Dalai Lama
—– 0 —–
Tibetanernes nuværende situation
.
I skrivende stund er det 63 år siden kommunist-Kina invaderede og okkuperede Tibet (5). Uanset hvad den kinesiske propaganda-maskine påstår, nægtes den tibetanske befolkning stadigvæk de mest grundlæggende menneskelige rettigheder, som f.eks. ytringsfrihed, retssikkerhed og retten til selvbestemmelse.
Tibetanerne er blevet frataget deres eget land, og kineserne gør alt for at undertrykke den tibetanske kultur, sprog, religion og identitet, med det formål at udrydde den totalt. Som et udtryk for dette har den kinesiske regering beordret massetilflytning af kinesere til Tibet. Nylige undersøgelser viser, at der i dag bor ca. 7,5 millioner kinesere i Tibet, mod 6 millioner tibetanere.
Det er først og fremmest kinesere, der nyder godt af de sociale og økonomiske reformer, som kinesernes roser sig af at have gennemført i Tibet, i de senere år. De få tibetanere, der nyder godt af dette, er de få veluddannede tibetanere, der taler og skriver kinesisk, har arbejde i den kinesiske administration, og har gode forbindelser indenfor partiet. Resten af den tibetanske befolkning, dvs. ca. 80 procent, lever under eksistensminimum.
Undervisningen i skolerne foregår, efter de tre første skoleår, kun på kinesisk. Dette gælder også på alle de højere læreanstalter, undtagen på studier i tibetansk medicin og i det tibetanske sprog.
Størsteparten af den tibetanske befolkning har, pga. fattigdom, ingen eller meget begrænset adgang til skolegang eller uddannelse overhoved, og det er kun dem, der taler og skriver kinesisk, der har mulighed for at få arbejde.
Tibetanske børn er aldrig blevet undervist i deres sande kultur og historie. I de senere år er situationen blevet endnu værre. Da kineserne mener, at forestillingen om en selvstændig tibetansk historie vil skabe politisk splittelse, er alle lærebøger og al undervisning, der antyder dette, blevet forbudt. Tibetanske børn bliver nu fortalt, at Tibet altid har været et ikke-buddhistisk land.
Kineserne påstår, at forholdene for tibetanerne i Tibet er blevet forbedret på alle måder og, at tibetanerne nu står friere end før, både med hensyn til kultur og praksis og studier af deres religion. Dette er ikke sandt.
Tibetanske bøger og skuespil, der tidligere var tilladt, er nu blevet forbudt. Der gives så godt som ingen tilskud til trykning af tibetanske bøger. Intellektuelle og kunstnere bliver konstant chikaneret og overvågede, og de af dem, der på nogen som helst måde antyder sandheden om en selvstændig tibetansk historie og kultur, og for ikke at tale om Tibet, som et buddhistisk land, bliver straffet med lange fængseldomme og tortur.
Moderne maleri af en ukendt, tibetansk kunstner, der beskriver hvordan muligheden for at kommunikere med, og blive hørt af hele verden via internet, bliver givet som gave til tibetanerne af en dakini (dakini: åndeligt oplyst kvindelige væsen). Billedet viser også en typisk situation for tibetanerne, der må skjule sig, bl.a. i bjergene, for at kunne fortælle verden om den grusomhed tibetanerne bliver udsat for af de kinesiske magthavere.
Det at bære et tibetansk flag, demonstrere og synge patriotiske, tibetanske sange, samt det at eje et billede af Dalai Lama, medfører arrestation, tortur og 10-20 års – og nogle gange længre – fængselsstraffe, under hvilke mange dør på grund af de skader de bliver påført under tortur. Mange bliver også dømt til døden, eller blot skudt, for de samme forseelser.
Efter kulturrevolutionen, fra omkring 1978 til –86, tillod regeringen større religionsfrihed. Tibetanerne påbegyndte genopbygningen af klostre, selv om dette blev nøje overvåget af de kinesiske myndigheder. Tibetanerne havde nu større frihed til at tage på pilgrimsrejser, både i og udenfor Tibet. Denne nye frihed medførte, at tibetanerne vågede at demonstrere og protestere, hvilket resulterede i lange fængselsstraffe og tortur, samt i en øjeblikkelig stramning af reglerne.
Efterhånden er kineserne begyndt at indse hvor høj position Dalai Lama har i den tibetanske befolknings bevidsthed. Det er derfor blevet forbudt at eje billeder af Dalai Lama, og munke og nonner bliver tvunget til officielt at tage afstand fra ham. Dem, der nægter bliver bortvist fra klostrene, og i mange tilfælde også arresteret og tortureret. Kineserne mener, at det er Dalai Lama og den tibetanske eksilregering, der opfordrer til demonstrationer og uro. De anerkender ikke, at tibetanerne lider fordi de bliver diskrimineret og undertrykket i deres eget land, og er frataget de mest basale menneskelige rettigheder, og at det er derfor de protesterer og brænder sig selv ihjel for et frit Tibet. Den kinesiske forståelse er, at det er Dalai Lama, der opfordrer til protester og uro i Tibet. Og da Dalai Lama således, i kinesiske øjne, forårsager uro og demonstrationer, er han en “en ulv i fåreklæder” og en forbryder, ”der forsøger at splitte moderlandet”, og at han derfor heller ”ikke er en god buddhist”….
Kineserne har også forsøgt at overtage Dalai Lamas rolle som den, der genkender højere lamaers inkarnationer. Noget, der selvfølgeligt tilbagevises som latterligt af enhver tibetaner. Et regime, der betragter religion som værende ”opium for folket” og som ren overtro, og som derfor hverken tillader eller anerkender troen på reinkarnation, har selvfølgeligt intet i denne boldgade at gøre. Dette forsøg på at overtage Dalai Lamas religiøse position illustreres godt i det følgende eksempel:
Under invasionen af Tibet, blev Tibets næst-højeste leder, den 10. Panchen Lama, arresteret af kineserne og holdt i husarrest i Bejing. Han døde under mystiske omstændigheder af hvad kineserne kaldte ”hjerteproblemer” i 1989, kort tid efter, at han havde opfordret tibetanerne til oprør i mod den kinesiske undertrykkelse. Hans nye inkarnation blev udpeget af Dalai Lama i 1995. For at svække Dalai Lamas politiske og religiøse position, arresterede kineserne den lille dreng og hans familie og satte dem i husarrest på et ukendt sted, formentlig i Bejing. De udpegede derefter en anden lille dreng som Panchen Lamas nye inkarnation.
Den 11. Panchen Lama
Der pågår i dag en verdensomspændende kampagne for at få sat den 11. Panchen Lama og hans familie fri. Drengen – en helt uskyldig person og hele hans uskyldige familie – er blevet gidsler i kinesernes kamp i mod Dalai Lama og den tibetanske eksilregering.
Selvom tibetanerne i begrænset omfang må lade sig ordinere til munke og nonner – hvert kloster må dog kun huse et vist antal personer – kræver den kinesiske regering at såkaldte partikadre skal bo på klostrene og undervise munke og nonner i partiets doktriner. Hvis nogle ikke lever op til kravene om et vist niveau af kundskab om kommunismen, bliver de bortvist fra klostrene. Således er ca. 6000 munke og nonner pr. i dag blevet bortvist fra klostrene på dette grundlag. Formålet med denne ”opdragelseskampagne” er at omvende buddhister til at blive socialister, og lade socialismen blive deres nye religion. Kineserne siger, at de vil omdanne Tibet til hvad de kalder ”en åndelig, socialistisk civilisation”. – Hvad de end måtte mene med det. –
Således findes tibetanernes såkaldte religionsfrihed kun i pressemeddelelser til vestlig media.
I dag bor der ca 135.000 tibetanske flygtninge i forskellige lande, hovedsageligt i Indien og Nepal, men også i Bhutan, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Frankrig, Storbritannien, USA, og i mange andre vestlige lande.
Det tibetanske eksilsamfund i Indien og Nepal består af små selvstyrende enheder, med egne institutioner. Disse bliver økonomisk støttet af humanitære hjælpeorganisationer, ulandshjælp, samt af privatpersoner. De fleste eksil-tibetanere har, ved hjælp af denne støtte, været i stand til at etablere sig indenfor landbrug, handel, service-erhverv og kunsthåndværk.
Eksilregeringen har også oprettet et velfungerende uddannelses-system med både grundskole og videregående skole-uddannelser indenfor det traditionelle tibetanske kunsthåndværk, f.eks. thanka-malning, træskæring, vævning, støbning af statuer, smykkekunst, o.l., i tibetansk folkemusik og –dans, samt en voksenuddannelse (Bir-skolen), der over et forløb på 3 år giver eleven kvalifikationer på 10. klasse-niveau, samt oplæring i færdigheder, der gør dem i stand til at få et arbejde. Sidstnævnte skole er først og fremmest oprettet for voksne, nyankomne flygtninge. Der er også oprettet uddannelser indenfor tibetansk medicin og astrologi.
Den tibetanske klosterinstitution er også genoprettet i eksil, og er mere velfungerende end den, der i dag findes i Tibet. Dette skyldes, at de fleste højere lamaer – dvs. buddhistiske lærere – befinder sig i eksil i Indien, Nepal og i andre lande.
Så godt som alle højere lamaer, der blev tilbage i Tibet under og efter den kinesiske invasion, er blevet skudt af kineserne, og det meste af den buddhistiske litteratur er destrueret. Derfor har tibetanere, der bor i Tibet, ikke samme mulighed for at modtage undervisning og studere buddhisme, som eksil-tibetanere har.
På grund af politisk forfølgelse, og på grund af ønsket om at studere og praktisere buddhisme under frie forhold, vælger ca. 4000 tibetanere hvert år at flygte fra Tibet.
Mange af de voksne flygtninge har ringe eller ingen skolegang bag sig. Disse bliver efter eget ønske placeret, enten i Bir-skolen eller på et kloster. For mange er det første gang de hører sandheden om deres egen historie, kultur og religion.
Da det er vanskeligt at beskæftige de nyankomne flygtninge, der ikke vælger at blive munk eler nonne, opmuntres de af dem, der ikke er udsat for politisk forfølgelse at vende tilbage til Tibet efter endt uddannelse. Mange vælger også at rejse tilbage fordi deres familier forfølges og chikaneres, og nogle gange arresteres og udsættes for tortur, fordi deres familiemedlemmer befinder sig i blandt eksil-tibetanere i udlandet.
Eksilregeringen i Dharamsala er baseret på demokratiske valg, hvor alle over 25 år har ret til at stille op til valg. Alle over 18 år har stemmeret, og der er pr. i dag registreret 70.000 tibetanske vælgere i blandt eksiltibetanerne.
Parlamentets medlemmer er fordelt således, at Tibets 3 hovedregioner, Ytsang, Kham og Amdo, samt de 4 hovedskoler indenfor tibetansk buddhisme, Nyingma, Sakya, Gelugpa og Kagyupa, samt den nye 5. skole indenfor tibetansk buddhisme, Bøn, er ligeligt repræsenteret. De folkevalgte sidder i 5 år af gangen. Dalai Lama vælges ikke som regeringsleder, da tibetanerne mener, at han er den selvskrevne leder. Men hans indflydelse kan imidlertid indskrænkes hvis man ønsker det.
Planen har hele tiden været, at hvis Tibet en dag bliver et frit land, ville Dalai Lama udpege en midlertidig regeringsleder til en toårig overgangsfase, hvorefter denne skal udlyse et demokratisk valg. Derefter var det meningen, at Dalai Lama skulle trække sig ud af politik og leve som han ønsker det: som en enkel buddhistisk munk. Dalai Lama trak sig imidlertid helt ud af politik i 2011, og den nuværende tibetanske eksilregering er helt sekulær, med en folkvalgt regering og regeringsleder, og det er meningen, at denne tradition skal fortsætte når og hvis Tibet bliver et frit land.
Dalai Lama har utallige gange forsøgt at få i gang en dialog med den kinesiske regering, men under forskellige påskud har kineserne undslået sig dette. Til trods for 54 års okkupation, har tibetanerne ikke opgivet håbet om, at Tibet en dag skal blive et frit land. Mange vestlige lande støtter tibetanernes kamp for et frit Tibet, samt kampen for, at de menneskelige rettigheder skal overholdes i Kina. Men desværre ser det ud til, at ønsket om at tjene penge i Kina foreløbigt vinder over idealismen.
Man kan kun håbe på, at de nye kapitalistiske strømninger i Kina vil skabe en større interesse i, og åbenhed overfor, de vestlige landes demokratiske regeringsform og idéer således, at de menneskelige rettigheder vil blive overholdt, og Tibet igen vil blive et frit land. (Copyright Grethe Sørvig)
Fra bogen, “Tibetansk medicin og Psykiatri”, af Grethe Sørvig, (Bogan Forlag 2005).
NOTER
(1) Bön er den shamanistiske religion der var statsreligion i Tibet før buddhismen blev etableret der. Forløberen for denne var ”DeNavnløse Religion” der var en mere enkel og animistisk form for shamanisme, som kan sammenlignes med den form for shamanisme som praktiseres af bl.a. de sibirske samer. Bön havde også oprindeligt en højt udviklet åndelig filosofi, der har mange lighedspunkter med den persiske folkereligion Ahura Mazda, hvorfor mange forskere er af den opfattelse at de to religioner har den samme oprindelse. Fra det 8. århundrede begyndte de Bönpraktiserende, foranlediget af mesteren Guru Rinpoches belæringer, men også af frygt for at blive udslettet, at integrere mere og mere af buddhismen i deres religion, og da der i vore dage ikke er den store forskel på Bön og tibetansk buddhisme, accepterede Dalai Lama for nogle år siden Bön som en 5. hovedskole indenfor tibetansk buddhisme.
(2) I bøger skrevet af muslimske forfattere i det niende århundrede, blev området kaldet ”Tibbat”, ”Tybbet”, o.l.
(3) Man kan læse mere om tibetansk astrologis historie i ”Tibet” nr. 74 (2009).
(4) En af de 4 hovedskoler indenfor tibetansk buddhisme.
(5) Kineserne begyndte at invaderede Tibet i 1949, og i 1959 var kinesernes okkupation af landet en realitet.
KILDER:
Gibb, Christoffer: ”The Land of Snows”, Vol. 1, Dharamsala, Indien: Tibetan Children’s Village, 1984.
Losang, Ngawang: “Tibet – Mit Usynlige Fædreland”, Danmark, Munksgaard, 1991.
Snellgrove, David: : “Nine Ways of Bön”, Boulder, USA, Prajna Press, 1980
Snellgrove, David & Hugh Richardson: ”A Cultural History of Tibet”, NY, USA, Frederick A. Praeger, 1976.
Stein, R.A: “Tibetan Civilization”, CA, USA, Stanford University Press, 1972.
Trungpa, Chøgyam: “Born in Tibet”, Berkeley, USA, Shambhala, 1978.
