Af Vibeke Isabel Benn Thomsen.
I det følgende gives en introduktion til den højest værdsatte tibetanske kunstform,kuten,som omfatter forskellige typer billeder og statuer:
1) Støbte statuer i guld, sølv eller bronze. De bedst kendte støbes i en legering af guld, sølv, bronze og tin. De findes i alle størrelser fra fingerstørrelse til det monumentale. En af de allermest kendte er fremstillet i rent, juvelbesat guld, og findes i Jokhang Tempel i Lhasa, Tibet:
Buddha Sakyamuni i Jokhang Tempel i Lhasa.
2) Lerstatuer, er en specifik tibetansk kunstform af meget høj kvalitet. Det er den mest almindelige type buddhastatue, og findes i alle klostre. I begyndelsen af 1000-tallet, da klosterbyggeriet tog til, pga. fremkomsten af flere buddhistiske skoler, blev efterspørgslen stærkt øget.
Kun det mest første klasses ler bliver benyttet i de tibetanske lerskulpturer.
3) Udskårne træskulpturer kendes allerede fra 600-tallet, da de udskårne statuer af Sakyamuni, den historiske Buddha, ankom til kong Songtsen Gampo fra Tanghoffet og Nepal. De eksisterer stadig. Også træblokke til bloktryk og søjleskæring hører til træskærerkunsten. Søjlerne bærer af og til navn efter disse udskæringer: “teblad”, “magisk urne”, “løve” og “slangehoved”. I den tibetanske arkitektur er søjlekapitælerne altid det bygningselement, der vies størst opmærksomhed.
Tibetansk træskæring.
4) Udskårne stenstatuer findes som basrelieffer eller gravurer. Basreliefferne se fx i gudebilleder på klippefyldte bjergsider, hvorimod stengravure kan ses på sten over hele Tibet. Kunsten går over 1000 år tilbage. Fx rejstes en berømt doring, dvs. en lang stenindskrift til markering af Samye Klosterets grundlæggelse, allerede i 700-tallet. Mindre kunstfærdige eksempler kaldes menhir og findes ude på landet.
Tibetansk stenrelief nær Lhasa.
5) Malerier på satin forekommer i følge teksterne i begyndelsen af det 16. århundrede, hvor den femte Dalai Lama modtog et satin-billede, der stadig findes i Potala-paladset. Flere er så høje som tre etages bygninger.
Stor satin-thangka.
6) Applikerede billeder fremstilles ofte på silke eller satin, og dekoreres med ædelsten og silkekvaster.
Hvid Tara fremstillet som applikeret billede på silke.
7) Fresker/murmalerier er den ældste tibetanske kunstform. Legenden fortæller, at kong Songtsen Gampo så et vægmaleri på en klippe overfor, hvor han sat og mediterede i Lhasa. Store murmalerier er en vigtig del af udsmykningen i tibetanske templer, og findes i indgangshaller, bedehaller og mindre kapeller.
Kalachakra mandala som vægmaleri i et tempel i Dharamsala, Indien.
8) Thangkaer er buddhistiske billeder på stof, der monteres på brokade og kan sammenrulles. Det er den mest kendte tibetanske kunstform, og findes både i klostre og privathjem.
Tibetanske thangkaer af Guru Rinpoche (tv.) og Yamantaka.
9) Tibetanske sand-“gouacher”. I denne teknik skitseres et omrids først på et træunderlag eller på jorden. Herefter blandes pulveriseret hvidt pigment med farvede, som presses ind i en slags jernrør, der ligner en fyldepen. Lette rystebevægelser bruges nu til at tegne det, der kaldes ihoka chojungs, hvoraf visse er så store som et rum. Metoden blev udviklet i Tibet i 1000-tallet, og benyttes i forbindelse med særlige festivaler. Kunstformen er unik, og kræver den største nøjagtighed. Værkene bevares ikke, men “fejes sammen” efter brug.
Tibetansk sandmandala under konstruktion på Restaurant Himalaya i København, april 2009. (Foto: Ole Wilhelm Wagner)
10) Æltet farvet smør er et andet materiale, der fremstilles figurer i. Også de bruges i rituelle sammenhænge, og fremstilles med yderste akkuratesse. Visse er så små som riskorn, mens andre er flere etager høje. I Tibet fremstilles figurene ved at blande yaksmør med pigmenter, hvorefter de modelleres i de ønskede former. Herefter monteres statuen på en specielt designet plade, eller udstilles i en trækasse. I Tibets højlandsklima holder statuerne fint, men i eksilsamfundet har man tyet til andre materialer pga. det varme klima. Også dette er en speciel kunstform som er meget populær.
Tibetanske smørskulpturer.
– Artikel fra bogen “Tibet Til Alle Sider”, udgivet af Dansk Selskab for Tibetansk Kultur i 1998. –
