Tibetanske begravelsesritualer, af Grethe Sørvig

 

Grethe Sørvig er forfatter og formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur.

Tibetanerne har gennem tiderne, afhængigt af klima og tilgang til naturressourcer på de forskellige steder i Tibet, hovedsagligt benyttet sig af fem forskellige begravelses-ritualer: jordbegravelse, himmelbegravelse, mumificering/stupa-begravelse, kremering og vand-begravelse.

Jord-begravelse

De tidligste kendte optegnelser vedrørende  tibetanske begravelses-ritualer finder man i de gamle tekst-samlinger, ”Dunhuang-manuskripterne” (1), der bl.a. omtaler den præ-buddhistiske religion Böns begravelses-ritualer. Disse ritualer drejede sig kun om jord-begravelser (tibetansk: za-be dong-ba), hvor man enten gravede en grav til kisten, eller placerede kisten ovenpå jorden, og ovenpå hvilken der blev bygget en gravhøj.

 

I nogle tilfælde, f.eks. i forbindelse med de kongelige grave, blev gravene bygget i flere etager, og fyldt med forskellige ofringer, der symboliserede velstand, samt andre genstande, der skulle beskytte den døde.

 

Rundt omkring i Tibet har arkæologer fundet flere grave, hvoraf mange er kongegrave, som de har dateret til ca. 900-tallet e.v.t., og mange af dem bærer præg af, at de fleste tibetanere i denne periode praktiserede en blanding af Bön og buddhisme. Dette fordi  mange af  gravene indeholdt både buddhistiske relikvier og statuer, samt rester efter dyreofringer (2) og symboler fra Bön-religionen, bl.a. swastikaen.

 

Traditionen med jord-begravelser siges at stamme fra udenlandske Bön-præster, der ifølge Bön-praktiserende kom ”vestfra”, sandsynligvis bl.a. fra det gamle Persien. Jordbegravelsen var almindelig i Tibet frem til ca. det 11. århundrede.

 

 

Himmelbegravelsen

På grund af klima-ændringer i Tibet, hvor der blev gradvist koldere, hvorfor det blev sværere at begrave de døde, og fordi det meste af de beboede områder i det centrale Tibet ligger over trægrænsen, hvorfor det kan være både  besværligt og dyrt at skaffe brænde til kremering, samt muligvis også på grund af indførelsen af buddhismen i det 7. århundrede, begyndte tibetanerne i det 8. århundrede at praktisere den nu så kendte himmelbegravelse (tibetansk: za-gø døn).

 

Nogle forskere mener, at himmelbegravelsen oprindeligt stammer fra de persiske Zoroaster-indfluerede religioner, sassanismen og sogdismen, og at Bön-præsterne adopterede denne begravelsesform fra dem. Men disse religioner har mausoleer uden tag, kaldet ”Stilhedens Tårn” (persisk: dakhma),  hvor liget blot lægges til forrådnelse sammen med andre lig, og hvor skelettet i nogle tilfælde efterfølgende bliver brændt, hvilket er meget forskelligt fra den tibetanske himmelbegravelse. Desuden findes der ingen beviser for, at man benyttede denne begravelsesform indenfor Bön-religionen.

 

Tvært i mod finder man i Böns gamle tekster kun beskrivelser af  jord-begravelsen og de dertil hørende ritualer. Desuden blev brugen af himmelbegravelser i følge forskere beviseligt afbrudt i perioden under, og i nogle år efter, at Bön-kongen Langdharma , i midten af det 9. århundrede, havde regeringsmagten i Tibet (3). Mange forskere er derfor uenige i at himmelbegravelsen er en udvikling af de persiske begravelses-ritualer, og mener, at den enten stammer fra Indien eller, at den er en tibetansk opfindelse, baseret på de begrænsninger som den barske tibetanske natur sætter, og på tantrisk buddhistisk praksis. Og faktisk kan ritualet godt ligne en fysisk manifestation af den buddhistisk-tantriske praksis Tjø’s visualiseringer (4).

 

I følge buddhismen er kroppen  kun sjælens midlertidige bolig, og når sjælen har forladt den, er den blot et tomt hylster.

 

Nogle Vesterlændinge har den opfattelse at tibetanerne tror, at den dødes sjæl flyves hjem til sin himmelske bolig, ved hjælp af de fugle, der spiser den dødes krop, men dette er kun poesi, og har intet med tibetanernes tro at gøre. Tibetanerne er overbeviste om, at sjælen allerede har forladt kroppen, før den bliver parteret og spist af gribbene.

Forberedelser og begravelse

Tibetanerne lader altid kroppen ligge uforstyrret i to til tre dage efter at døden er indtruffet. Dette fordi de mener, at den døde vil forlade kroppen via det sted hvor man har rørt ved liget. Hvis dødshoroskopet viser at liget skal blive liggende i hjemmet endnu flere dage, før der er en gunstig astrologisk dag til begravelse, bliver liget, for at forhindre liglugt, badet i et kobber-, jern- eller trækar, fyldt med vand, der er tilsat kamfer, saffran eller andre aromatiske olier. Legemsåbningerne lukkes med smør, og tildækkes med et uld- eller bomuldsklæde, for at forhindre kropsvæsker i at flyde ud.

 

Tidligt om morgenen på den korrekte astrologiske dag for begravelsen, vil de venner af den afdøde, der er født i tegn, der er kompatible med den dødes kinesiske tegn, og derfor gerne må røre ved liget, samles i den afdødes hjem, hvor de i fællesskab vil forberede begravelses-processionen.

 

Liget bliver lagt i fosterstilling, pakket ind i et hvidt klæde, og placeret på en lille, firkantet platform, mellem fire pinde, der er sat fast på platformen, og med en femte pind placeret på tværs af disse, hvilket repræsenterer den dødes arme. Derefter tildækkes liget med et tæppe. Ovenpå tæppet placeres en bold på størrelse med et hoved, lavet af uld, og pakket ind i et hvidt bomuldsklæde. Udenpå denne fæstes et stykke papir med en stregtegning af et ansigt. Hele konstruktionen er ment til at være en surrogat-krop for den døde.

 

Årsagen til denne tradition er usikker, men nogle tibetanere mener, at det er for at forhindre at liget bliver besat af en demon, så det ikke bliver en zombie (tibetansk: ro-lang). Der brændes røgelse ved udgangsdøren, og platformen vendes i den retning astrologen har anvist, hvorefter den bæres ud af hjemmet og til gravpladsen.

 

Processionen ledes af en lama, der bærer røgelse i sine hænder, fulgt af andre lamaer og munke, der spiller på forskellige kloster-instrumenter. Bagerst i processionen går en munk eller en lama, der holder et hvidt sjal (tibetansk: katha) i sin venstre hånd, mens han slæber den langs den vej de går. Dette ritual stammer fra Bön, og er ment til at udviske sporene, der leder tilbage til hjemmet, så den døde ikke vender tilbage som en hvileløs ånd, og forårsager ulykker for familien.

 

Når processionen når frem til gravpladsen bliver de mødt af en tomden (5) – en ”knogleknuser” – og hans assistenter, der løfter liget af platformen, fjerner ligklædet og lægger liget på en stor, flad klippesten, med ansigtet nedad. Tomden binder dernæst et tørklæde eller et reb omkring ligets hals, og fæster dette til en tung sten eller en stok, for at stabilisere liget.

 

Derefter bliver liget parteret og ofret til de gribbe der er ankommet til stedet. Måden hvorpå liget parteres og ofres til gribbene varierer. Nogle lader f.eks. gribbene spise alt kødet på liget først, hvorefter de knuser og pulveriserer skelettet og  blander det med tsampa (ristet bygmel), og giver dette til fuglene. Andre parterer hele liget, og blander alle dets bestanddele med tsampa, hvorefter dette ofres til de fuglene. Fælles for dem alle er,  at hovedskallen forsigtigt knuses til sidst; hjernen skal være hel.

 

Efter at Tomden omhyggeligt har samlet alle knoglerester sammen – det regnes for et dårligt tegn, hvis gribbene ikke spiser hele liget – knuser han de sidste rester og blander det med hjernemasse og tsampa, og ofrer det til gribbene.Nogle gange laves der små stupaer og tza-tzas (6) af sidstnævnte, der derefter placeres ved en flod, i et træ eller på et alter. Den sidste del af denne ”dej” lægges til side, til brug under senere ritualer for den døde.

 

Som regel kommer gribbene flyvende straks man kommer til gravpladsen med et lig. Men nogle gange kommer fuglene ikke. Tibetanerne mener, at dette enten er et tegn på at den døde har haft et negativt sind, eller at der har været mange dødsfald, og fuglene derfor er mætte. Lamaer og munke vil, i sådanne tilfælde, udføre en særlig ceremoni, der vanligvis tiltrækker gribbene. Men hvis gribbene stadigvæk ikke kommer, bliver liget begravet. I nyere tid kan gribbenes fravær også skyldes luftforurening, hvis gravpladsen ligger i nærheden af en by.

 

Nogle vesterlændinge har undret sig over, at ”knogleknuserne” smiler og taler muntert og afslappet med hinanden, mens de arbejder med liget, men dette er med vilje, da de mener, at dette vil gøre det lettere for den afdøde at tage afsked med det jordiske liv. Af samme grund, og for at hjælpe den døde med at få en god genfødsel, vil tomden, der er uddannet i sit erhverv, repetere særlige tantriske mantraer under ritualet.

 

Når begravelsesfølget kommer tilbage til den afdødes hjem, hvor familien har ventet under begravelsen, bliver de pårørende sprinklet med velsignet vand, og der brændes enebær-grene, for at rense hjemmet. Dernæst regnes de næste 49 dage, dvs. den tid det ifølge buddhismen tager at inkarnere, for en sørgeperiode, hvor visse regler og ritualer skal følges og udføres af de pårørende. Bl.a. må man ikke synge, danse, bære smykker, vaske sit ansigt eller frisere sit hår i denne periode.

 

 

Mumificering/stupa-begravelse

Stupa-begravelse (tibetansk: pur-phung sø) er forbeholdt de absolut højeste lamaer, som f.eks. de åndelige overhoveder af de forskellige buddhistiske skoler, men også andre højere lamaer (tibetansk: rinpoche), afhængig af skolens og klosterets traditioner. Efter at lamaen er død bliver liget balasameret bla. ved hjælp af medicinske urter og mineraler. Derefter males det på udvalgte legemsdele med saffran og guld, og placeres i en stupa, der  fyldes med buddhistiske symboler, tekster og mantraer.

 

Kremering

Kremering (tibetansk: ro-zeg) er også vanligvis forbeholdt de højere lamaer. Liget bliver brændt i siddende stilling, hvorefter asken, der betragtes som relikvie, bliver blandet med ler og velsignede urter, af hvilken man laver tza-tzas (6). Kremering bliver også benyttet af almindelige tibetanere bosat ved  store skovområder, som fx i det sydlige Tibet. Asken  bliver i sidstnævnte tilfælde spredt på toppen af et bjerg eller på en flod. Kremering og balsamering af de højere lamaer har været praktiseret i Tibet siden ca. det 8. århundrede.

 

Vand-begravelse

I områder hvor himmelbegravelsen er meget udbredt, regnes vand-begravelse (tibetansk: chu gyur) som ”fattigmands-begravelse”, men i områder hvor, der hverken findes gribbe eller træer, er dette en almindelig og respektabel begravelsesform. Liget pakkes i dette tilfælde ind i et hvidt klæde og sænkes i en flod.

 

Astrologens rolle i forbindelse med dødsfald

Tibetanerne vil i forbindelse med dødsfald, som noget af det første konsultere en astrolog, der vil lave et døds-horoskop (tibetansk: shin-tsi). Ud i fra dette kan astrologen aflæse om den døde har mere livsenergi (tibetansk: sog) tilbage i kroppen. Dette kan fx ske hvis dødsfaldet er det tibetanerne kalder for ”et utidigt dødsfald”, fx på grund af en ulykke. Dvs. at pga. god karma er personen født med en vis portion livskraft, der er ment til at vare et vist antal år. Men pga. anden, negativ karma, bliver vedkommendes liv kortere end dette antal år, og personen dør, mens der stadigvæk er livsenergi tilbage i kroppen. Og for at en sådan person ikke skal blive en hvileløs ånd skal der udføres særlige ceremonier og bønner for vedkommende.

 

Døds-horoskopet vil også vise hvilke af den afdødes venner og pårørende, der må røre ved liget, hvad dødsfaldet skyldes, og hvilke genfødsler den afdøde har mulighed for at få. Desuden vil dødshoroskopet vise hvilken dag, og hvilket tidspunkt på dagen liget bør bæres til gravstedet, og i hvilken retning liget skal bæres hen til gravpladsen.

Dette kan astrologen finde ud af på baggrund af, at hver ugedag er forbundet med en planet, et element, et kinesisk tegn, en parkha (retning), og andre astrologiske aspekter, og således har hver ugedag sin egen kvalitet, der gør at de er gode til forskellige aktiviteter.

 

De bedste ugedage til begravelser er således onsdag og fredag, samt Abens og Harens dag. Lørdag kan til nød bruges, mens man bør undgå søndag, mandag, tirsdag og torsdag, samt Dragens, Slangens og Hestens dag, og de dage der er forbundet med parkha Li og Khøn, og en af de dage hvor Månen står i begyndelsen af Vægtens tegn, hvor der er en stjernekonstellation (tibetansk: Gyukar: Månehus) der ikke er positiv i forbindelse med begravelser.

 

De steder hvor himmelbegravelserne udføres er også bestemt af tibetanske astrologer på baggrund af Böns retnings-astrologi, ”Sa-che”. Dette fordi tibetanerne mener, at hvis man vælger at udføre en begravelse på et sted med forkert energi, kan dette resultere i, at den døde ikke finder fred.

 

Sera og Phabongkha klostrene er fx de to steder i Lhasa hvor der udføres himmelbegravelse i vore dage, og også disse steder er blevet anvist af tibetanske astrologer. Man benytter sig også af Sa-che til at afgøre hvilken retning den dødes hoved skal ligge i på gravpladsen, for at sikre, at den afdøde får en fredelig død, og en god genfødsel.

 

Buddhistiske ceremonier i forbindelse med dødsfald

Tibetanere, der bor i vestlige lande benytter sig af de begravelseforme, der er almindelige her, fortrinsvis kremering. Derefter vil pårørende, hvis muligt, sprede asken på et bjerg eller en flod i Tibet. Tibetanerne lægger først og fremmest vægt på, at de korrekte ceremonier, bønner og mantraer udføres for den døende og døde.

 

Når der forventes et dødsfald vil munke og/eller lamaer blive tilkaldt til hjemmet eller hospitalet. Når tiden er inde, og alle tegn på at døden er ved at indtræffe viser sig (disse tegn beskrives i Den Tibetanske Dødebog (8)), vil munkene, hvis den døende er en person, der har praktiseret buddhisme på et højt niveau, hjælpe vedkommende op i siddende stilling, og helst i Lotus- (Vajra-) stillingen.

 

Dette fordi de subtile energier og bevidstheden, i følge Den Tibetanske Dødebog, således lettere kan gå ud i gennem den korrekte, subtile kanal, på toppen af hovedet. Hvis bevidstheden går ud i gennem denne kanal vil man,  ifølge Dødebogen, lettere opnå en genfødsel på et højere bevidsthedsniveau,  og man vil lettere kunne forblive i meditation på det Dødebogen beskriver som ”Det Klare Lys”. Dvs. det lys alle oplever i dødsøjeblikket og i 3-4 døgn derefter. Og jo længere man kan fastholde Det Klare Lys efter døden desto større mulighed er der for at man vil nå Oplysningstilstanden under og lige efter dødsøjeblikket, eller, at man får en rigtigt god genfødsel.

 

Mange tibetanere og vesterlændinge der praktiserer tibetansk buddhisme træner sig i dette mens de lever. Praksissen der kaldes ”Powa” (Pho-ba: ”bevidst udskydning af bevidstheden” (9)) går ud på at lede bevidstheden og de subtile energier ind i de korrekte kanaler, og ud i gennem toppen af hovedet.

For at undersøge om man er lykkedes i praksissen, placeres et strå i en fordybning på toppen af hovedet, og hvis man er lykkedes med praksissen vil strået rejse sig, eller der vil pible lidt blod ud.

 

Visualiseringen går ud på, at man forestiller sig buddhaen Amitabha, ”Lysets Buddha”, på toppen af sit hoved, og at ens bevidsthed opgår i denne ”Lysets Buddha”. Hvis man har praktiseret dette mens man levede, vil man lettere kunne beholde sit fokus på Amitabha under og lige efter dødsøjeblikket.

 

Hvis man således er i stand til at bibeholde sit fokus, enten på Ambitabha, eller på et andet buddha-aspekt man har mediteret på, mens man levede, eller på Det Klare Lys, og ikke lader sig distrahere af de visioner man oplever efter døden, vil man, ifølge Dødebogen enten blive genfødt i det buddhisterne kalder for ”De Rene Lande”, eller man vil nå Oplysning.

 

Således betragter tibetanerne dødsøjeblikket som en mulighed for at praktisere og nå Oplysning. Hvis den døende har været sløvet og udmattet pga. sygdom og medicin, eller af andre grunde ikke kan selv, vil tilstedeværende lamaer foretage ”udskydningen af bevidstheden” (Powa) for den døende i dødsøjeblikket. Hvis denne lykkes er der, i følge Dødebogen, ingen grund til at læse højt fra Dødebogs-teksten. Men da man aldrig kan være helt sikker, bør man, i følge teksten, gøre det alligevel.

 

Dernæst begynder en daglig oplæsning af Den Tibetanske Dødebog, hvor i gennem den døde påmindes om at tage tilflugt i, og forblive i, tilstanden af Det Klare Lys, og ikke lade sig hverken tiltrække, frastøde eller skræmme af de visioner han måtte have, da dette kun vil vildlede ham, og resultere i at han vil inkarnere på et af de 6 eksistensplaner (de 6 planer indenfor livshjulet, dvs. i denne dualistiske verden, hvor det er muligt at inkarnere: gudernes, halvgudernes, menneskets, de sultne ånders, helvedernes og dyrenes eksistensplan), ”og opleve uendeligt meget lidelse”, og hvor man vil ”kastes rundt af karmas vinde”, som der står i Dødebogen.

 

Den døde bliver således igen og igen påmindet om at forblive i tilstanden af Det Klare Lys, og at huske, at essensen af alle fænomener er Det Klare Lys eller Tomhed (det formløse, guddommelige princip), da dette vil resultere i, at han ”når oplysning på et øjeblik”, og således ”vil være fri for lidelse for altid”, som der står i teksten.

 

Recitationen af Dødebogen vil fortsætte i de næste 49 dage. Dvs. den tid det  tager at inkarnere igen. Samtidigt med oplæsningen af Dødebogen vil der i denne periode også udføres eksorcistiske ritualer. Dette fordi man mener, at det er negative ånder, der grundlæggende forårsager dødsfald, og at disse demoner stadigvæk befinder sig i nærheden af hjemmet, og derfor kan forårsage sygdom og død for de efterladte.

 

I denne forbindelse laver munkene en figur (tibetansk: Ly, direkte oversat: ”fysisk krop”. Her: ”surrogatkrop”) af tsampa og smør, der repræsenterer et familiemedlem. Ved hjælp af forskellige tantriske ritualer og visualiseringer lurer lamaen demonen til at tage bolig i figuren, hvor den bliver fanget og mister sin kraft. Figuren bliver derefter båret til et vejkryds, hvor den efterlades. Hvis hunde og andre dyr spiser figuren med det samme, er dette et tegn på at man er lykkedes med ritualet.

 

Nogle gange afkortes ritualet med oplæsningen af Dødebogen til at vare i tre uger, andre gange kun en uge, to-tre dage eller kun et par timer. Længden af ritualets varighed afhænger af de pårørendes velstand, da både lamaer, munke og tomden får godt betalt i form af penge, tøj og mad.

 

Som afslutning udføres en fortjenesteopbyggende ceremoni for den døde, på en dag, der er anvist af en astrolog. Denne ceremoni starter med et renselses-ritual, hvor man laver en figur af dej (tibetansk: Ly), der repræsenterer den døde. Overfor denne placeres et billede af den afdøde, med hans navn og køn skrevet på. Derefter overfører lamaen ved hjælp af visualiseringer og bønner  den dødes bevidsthed til billedet, og den døde kaldes ved navn, og velsignes og vejledes som om han er fysisk til stede.

 

Lamaen placerer derefter billedet af den afdøde, i tur og orden, på forskellige symboler, der repræsenterer de 6 eksistensplaner. Disse ligger på et bord foran lamaen, hvor der også er placeret tormaer (kegleformede ofringskager), smørlamper og andre passiviserende ofringer fra den afdøde til de forskellige væsener, der lever på de 6 eksistensplaner.

 

Hver gang lamaen placerer billedet af den afdøde på et symbol, der repræsenterer et af de 6 eksistensplaner, ofres en skål ris – dette vil rense den dødes karma med de væsener, der lever der.

 

Når ofringerne til et eksistensplan er udført, lukkes døren til dette plan symbolsk, for at forhindre genfødsel der. Dette også for at påminde den døde om at alle eksistensplaner repræsenterer lidelse, og at det er bedst at forsøge at nå oplysning.

 

Efter at ritualet med billedet er afsluttet brændes det, og lamaen erklærer nu at den dødes karma med andre levende væsener er renset, og at han nu vil få en god genfødsel. Asken fra billedet blandes til sidst med resterne fra himmelbegravelsen, af hvilket man laver nye tza-tzas, der placeres på alteret.

 

De pårørende må nu gå i bad, ordne deres hår og pynte sig igen. Den sidste ceremoni, der udføres for den døde, og som markerer for de efterladte at sørgetiden officielt er over, og at det er på tide at komme videre, udføres på 1-årsdagen for personens død.

 

Noter:

 

1)      ”Dunhuang-manuskripterne” der indeholder tekster fra det 5. til det 11. århundrede e.v.t. blev fundet i begyndelsen af det 20. århundrede i Magao-hulerne, der ligger ca. 25 km udenfor byen Dunhuang, i Ganzu-provinsen i Kina. Magao hulerne er centralt beliggende på den gamle Silkevej, og består af 492 buddhistiske templer og huler,  kaldet ”De tusind Buddhaers huler”. Manuskripterne blev fundet af den kinesiske taoist Wang Yuanlu, der solgte dem videre til vestlige forskere, bl.a. til Prof. R. A. Stein, der oversatte dem.

 

Teksterne er oprindeligt skrevet på tibetansk, kinesisk, japansk, pali og andre, mindre kendte sprog, og indeholder beskrivelser af alt fra astronomi, astrologi, religion og matematik, til folkesang og dans. Samlingen består overvejende af  buddhistiske tekster, men mange af teksterne omhandler også jødedom, taoisme og andre religioner, inklusive Bön.

 

2)      Böns praksis med rituelle  dyreofringer  blev officielt forbudt af Tibets første buddhistiske konge, Songtsen Gampo (569-649 e.v.t.) men fortsatte alligevel i det skjulte, i flere århundreder efter dette.

 

3)      I den korte periode Bön-kongen Langdarma havde magten (ca. 836-843 e.v.t.) blev så godt som alle buddhistiske klostre og tekster brændt. Flere  munke blev henrettet, eller var nødt til at flygte. Langdarma blev myrdet af en buddhistisk munk i 843. Derefter skulle buddhistiske tekster og lærere igen hentes fra Indien, og klostrenes skulle genopbygges. På grund af dette inddeles buddhismens historie i Tibet i to perioder, hvor tiden før Langdarma kaldes for ”Den Tidligere Udbredelse af Doktrinen” (tib.: Nadar), og tiden derefter kaldes for ”Den Senere Udbredelse af Doktrinen” (tib.: phyidar).

 

4)      Tjø

Tjø er en meget udbredt åndelig og eksorcistisk praksis indenfor tibetansk buddhisme . Ordet ”Tjø” (gChod) betyder direkte oversat ”at skære”, og formålet med denne praksis er at skære igennem sin ego-identifikation, for således hurtigt at nå Oplysning. Denne meditationspraksis går i korthed ud på at yogien sætter sig på en gravplads, eller andre steder hvor der traditionelt findes ånder. Efter at yogien har taget tilflugt i Buddha, Dharma (Buddhas Lære) og Sangha (de højere Bodhisattvaer (7), tilkalder yogien de forskellige dæmoner, og visualiserer, at han ofrer sit legeme, blod og energi til dem. Det vil sige, at han ikke identificerer sig med sin krop eller energi; han ved, at hans sande natur er Tomhed (det formløse, guddommelige princip), og at intet derfor kan skade ham. Derfor ofrer yogien sin krop og energi som et festmåltid til dæmonerne. Gennem denne praksis forstærkes yogiens erkendelse af, at essensen af alle fænomener, inklusive af ham selv, er Tomhed, og følgelig udvikler yogien også en total frygtløshed. Når denne praksis udføres korrekt vil man hurtigt kunne nå til en højere erkendelse, og blive i stand til at hjælpe alle levende væsener, uden tanke på sig selv, sit ego, sin energi eller på hvad der kan ske med ens krop. Dette regnes for en af de  højeste former for tantrisk praksis, og den højeste form for åndelig indsigt og erkendelse. – Praksissen må ikke udføres uden instruktioner og tilladelse fra en højere lama.

 

5)      Tomden: ”Knogleknuser”. Inden den kinesiske okkupation var der to slags tomden. Den ene slags var munke og blev beskrevet som ”yogi” (rtogs ldan) (Beyer 1973: 75 og Stein, 1972), og den anden var leg-tomden, og blev beskrevet som ”stærk mand” (stob ldan). I vore dage er, der kun sidstnævnte tilbage. Frem til den kinesiske okkupation blev arbejdet som ”knogleknusere” også ivaretaget af en nu opløst samfundsgruppe kaldet Ragyapa, der i tillæg arbejdede under kriminalforsorgen med at gøre rent i fængslerne, give fanger mad, holde hunde ude fra templerne, hænge op bedeflag på særlige dage og samle døde hjemløse op fra gaderne og begrave dem.

 

Tomdens funktion er kun som ”knogleknuser”, og i modsætning til Ragyapaerne, der var tiggere, og kun fik mad og gammelt tøj som betaling for deres arbejde, tager tomden sig betalt for sit arbejde (1000 – 5000 yuan pr. begravelse). Men da Ragyapaerne også var  ”knogleknusere” kalder tibetanerne tomden også for ragyapa den dag i dag.

 

Tomden bliver oplært i erhvervet efter, at de har afgivet løfter om ikke at være bange for de døde, ikke at føle afsky for liget, ikke at begære de dødes ejendele og ikke at overgive sig til træthed. I tillæg til en høj moral, fysisk styrke og viden om dødsritualerne skal tomden også have kendskab til særlige tantriske mantraer,  der skal repeteres under ritualet med parteringen af liget, for at den døde således skal få en god genfødsel.

 

6)      Tza-tza: et buddha-aspekt eller et buddhistisk symbol, trykt på ler der er blandet med velsignede urter.

 

7)      Bodhisattva: en person der er på vej til at nå Buddhatilstanden, eller den fulde Oplysning. Den medfølende Bodhisattva repræsenterer det oplyste sind, aktiv i blandt levende væsener. Bodhisattvaens intention er at befri alle levende væsener fra karmisk eksistens.

 

8)      Den Tibetanske Dødebog: Tib.: Bardo Thodøl, hvilket direkte oversat betyder, ”Befrielse ved at Lytte i Mellemtilstanden”. Teksten som også kaldes for ”Karling Shitro”, eller i dagligtale, ”Shitro”, blev forfattet af Guru Rinpoche (sanskr.: Padma Sambhava), og nedskrevet af hans elev og tantriske partner, Yeshe Tsogyal.

 

9)       Phowa-praksissen må ikke udføres uden indvielse og vejledning fra en lama.

 

Kilder:

Cutler, Nathan S.: “The Early Rulers of Tibet: Their Lineage and Burial Rites,” Alex McKay (ed.) (2003), The History of Tibet, vol. 1.. New York: Routledge Curzon.

Gyurmey, Tenpa, herboende tibetansk restauratør: private samtaler.

Heller, Amy: “Archeology of Funeral Rituals as revealed by Tibetan tombs of the 8th to 9th century”.http://www.transoxiana.org/Eran/Articles/heller.html

Lopez, Donald S (ed.): “Religions of Tibet in Practice”. (Princeton University Press, 1997).

Losang, Bhuti, Dr., herboende tibetansk læge: private samtaler.

Løvschall, Bo: ”Når gribbene bærer de dødes sjæle” (Art. i tidsskriftet, ”Opdag Verden”, nr. 13).

Palmu, Kunsel, Master student, Oslo Universitet,”Occupational groups that deal with the deceased in Lhasa”. (Paper presentation held at the 7th Nordic Research Conference, 25 – 26 September, 2009, Helsinki, Finland).

Stein, R. A.: “Tibetan Civilization”, (Faber and Faber: London, 1962).

Stoddard, Heather: “Buddhism beyond the monastery : tantric practices and their performers in Tibet and the Himalayas” / edited by Sarah Jacoby and Antonio Terrone. (Association for Tibetan Studies, Oxford, 2003).

Trungpa, Chӧgyam, and Fremantle, Francesca: “The Tibetan Book of the Dead”. (Shambala Publications, 1975).

 

 

 

 

Del DSTK på facebook