Buddhismens mangfoldighed: (3) Tibetansk buddhisme, af Pernille Fogh Christensen

De tibetanske buddhistiske traditioner: religiøse praksis, politiske betydning i det historiske Tibet og udbredelse i Danmark

af Pernille Fogh Christensen, cand. mag. i religionshistorie og tibetansk, og tidligere mangeårig formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur.

Som afslutning på serien om buddhismens mangfoldighed skal vi i denne artikel se nærmere på den tibetanske buddhisme. Jeg vil først give et historisk overblik over buddhismens indførelse i Tibet og derefter vil jeg beskrive de forskellige retninger eller skoler, som findes inden for den tibetanske buddhisme, med særlig fokus på deres praksis og politiske eller samfundsmæssige placering. Afslutningsvis, vil jeg kort gennemgå de tibetansk buddhistiske grupper og centre, som findes i Danmark.

En del begreber og navne vil være nævnt enten på sanskrit eller tibetansk, eller eventuelt på begge sprog. Sanskrit-begreberne stammer fra den indiske mahayana-tradition og er blevet gængse begreber i vestlige fremstillinger af buddhismen, mens de tibetanske begreber er fra den specifikke tibetanske buddhisme. Efter hvert begreb har jeg nævnt, hvilket sprog der er tale om. ’Skt.’ er en forkortelse for ’sanskrit’, mens ’tib.’ er en forkortelse for ’tibetansk’. Alle ord, navne og stednavne på enten sanskrit eller tibetansk er skrevet med kursiv, første gang det nævnes i artiklen.

 

Introduktion

Generelt inddeles tibetansk buddhisme i fire overordnede skoler, som på tibetansk kaldes: nyingma, sakya, kadjy og gelug (tib). Derudover kommer bön (tib.), den før-buddhistiske religion som har optaget mange buddhistiske elementer og nu nærmest fremstår som en femte ‘buddhistisk’ tradition. Bön bliver ikke beskrevet i denne artikel. De fire skoler afviger ikke markant fra hinanden, idet de alle er baseret på et fælles mahayana- og vajrayana-grundlag (skt.) jævnfør de to foregående artikler i serien), både hvad angår deres lære, etik og praksis. Desuden betoner de alle lamaens centrale rolle ved overleveringer af belæringer. Den forskel, som dog findes mellem de fire skoler, drejer sig primært om følgende: de har forskellige tilblivelseshistorier; de afviger i deres betoning af henholdsvis mahayana- og vajrayana-aspektet, hvilket bl.a. giver sig udslag i deres religiøse praksis; de følger forskellige sutra- og tantralinjer (skt.) fra forskellige indiske mestre; og endelig har de haft en forskellig samfundsmæssig placering i Tibet før den kinesiske besættelse. Ovennævnte punkter vil være udgangspunkt for artiklen. For at forstå traditionernes forskellige tilblivelseshistorie, er det nødvendigt først at trække nogle historiske linjer op, samt kort beskrive buddhismens indførelse i Tibet.

Buddhismens indførelse i Tibet

Buddhismens indførelse i Tibet var en gradvis proces, der tog sin begyndelse i det 7. årh. På det tidspunkt blev Tibet samlet i et kongedømme med en centraliseret magt af Songsen Gampo (ca. 615-650), mens landet tidligere havde bestået af mange indbyrdes rivaliserende fyrstendømmer. Tibetanerne mødte den buddhistiske lære bl.a. gennem handelsrejsende fra de buddhistiske nabolande Nepal og Kina samt gennem Songsen Gampos to buddhistiske hustruer, som også kom fra de to lande.  Buddhismen var i begyndelsen formentlig kun udbredt blandt kongefamilien, mens de øvrige tibetanere fortsat var knyttet til den før-buddhistiske religion bön. Det var først under den fjerde konge, Trisong Detsen (740-98), at buddhismen for alvor blev udbredt blandt den brede befolkning. Kongen opførte  ca. 779 Tibets første kloster, Samye, hvor syv tibetanere for første gang aflagde munkeløftet. I samme periode fik Tibet besøg af flere buddhistiske læremestre fra Indien, som bragte de første samlede tantra- og sutratekster med til det tibetanske folk. Den mest kendte af disse mestre var yogien Padmasambhava (skt.: ’den lotusfødte’, tib. Guru Rinpoche: ’den værdifulde lærer’).

Ifølge en berømt tibetansk legende blev Padmasambhava inviteret til landet for med magiske ritualer at bistå ved opførelsen af Samye-klosteret. Byggeriet var stødt på vanskeligheder, idet alt, hvad der blev bygget af menneskehænder om dagen, blev revet ned af ondsindede dæmoner om natten. Disse dæmoner tilhørte bön-religionen og var modstandere af buddhismen. Legenden fortæller videre, at Padmasambhava ved sin ankomst udførte nogle ritualer, der rensede og indviede klosteret. Dermed fik han omvendt de dæmoniske ånder, således at menneskehænder byggede om dagen og de nu venligtsindede ånder om natten. Ud over at hylde Padmasambhava som grundlægger af buddhismen i Tibet, fortæller legenden også om den konflikt, der på et samfundsmæssigt og politisk niveau var mellem den nye religion, buddhismen, og den gamle bön-religion.

Buddhismen i det 9.- 12. århundrede

Konflikten mellem bön og buddhismen blev yderligere skærpet, da kongedømmet faldt i 842 og landet nu igen var præget af krige mellem rivaliserende fyrstendømmer med forskellige religiøse interesser. I Centraltibet mødte buddhismen modstand fra de ledende adelsfamilier, der ønskede bön reetableret som ‘statsreligion’. De lærde munke flygtede til Øst- og Vesttibet, hvor der fandtes pro-buddhistiske kongedømmer. Kongen i riget ved navn Guge ønskede at fremme mahayana-buddhismen med dens betoning af den filosofiske lære og gradvise praksis hen imod befrielse, og inviterede derfor en af datidens mest betydningsfulde lærde fra Indien, Atisa, til Tibet. Han ankom til Vesttibet i 1042 og blev i landet til sin død i 1054. I samme periode foretog en del tibetanske munke rejser til Indien for at studere hos berømte buddhistiske lærde, og for at bringe både sutra- og tantratekster med tilbage til Tibet. I forlængelse af Atisas virke i Tibet og de mange rejser til buddhistiske lærdomscentre i Indien, opstod flere nye buddhistiske traditioner i Tibet, bl.a. sakya og kadjy og senere gelug, samlet kaldet ‘de nye skoler’. De tibetanere, som fortsatte med at følge de første sutra- og tantralinjer bragt til landet af bl.a. Padmasambhava, fik nu navnet nyingma, som betyder ‘de gamle’ og refererer til at man praktiserede de ældste sutra- og tantralinjer.

Oppositionen mod buddhismen aftog efterhånden, og buddhistisk aktivitet spirede frem overalt i Tibet, som f.eks. et omfattende arbejde med at oversætte de mange hjembragte tekster fra Indien, som var på sanskrit, til tibetansk. Ligeledes voksede en klostertradition frem, idet de første velorganiserede munkeordener blev etableret, støttet af velhavende adelsfamilier. Klostrene var organiseret ligesom de store indiske klostre, hvor munkeregler var kombineret med filosofisk og dogmatisk uddannelse og tantrisk praksis.

Nyingma

Med sin oprindelse tilbage til tiden under kongedømmet er nyingma den ældste buddhistiske tradition i Tibet. Men først da de nye traditioner dukkede op i Tibet i det 11. årh., begyndte nyingma at organisere sig som selvstændig tradition, og processen med at systematisere deres praksis begyndte. Padmasambhava har en helt særlig betydning for nyingma, da alle deres belæringer menes at være overleveret gennem ham, og han hyldes som den ‘anden Buddha’.

Padmasambhavas historiske eksistens betvivles ikke af vestlige forskere, men hans rolle i forbindelse med indførelsen af buddhismen i Tibet menes ikke at være så stor som den tibetanske tradition selv beskriver. Han betragtes mere som en samlende skikkelse, en repræsentant for den yogisk-tantriske tradition, der i sin eftertid er blevet tillagt enorm betydning, bl.a. gennem en stor mængde legender og myter.

Nyingma-traditionens religiøse praksis

Nyingma-traditionen er primært en tantrisk tradition, og alle deres tantra-tekster siges at stamme fra en ur-buddha ved navn Samantabhadra (skt) en såkaldt dharmakaya-buddha (skt.) der siges at rumme essensen af alle oplyste buddhaer i sig. Nyingma anerkender ni ‘veje’, dvs. praksis hen imod fuld oplysning, hvoraf de seks er tantriske: kriya, carya, yoga, mahayoga, anuyoga og atiyoga (skt.). Atiyoga er et synonym for dzogchen (tib.: ’den store perfektion’), som er den højeste tantra-praksis i nyingma-traditionen. Ved dzogchen-praksis benytter man sig ikke af den for tantra-praksis så klassiske visualisering af en guddom. I stedet mediteres der direkte over sindets oprindelige natur, det vil sige et ikke-dualistisk sind, der siges at være rigpa (tib.: ‘ren årvågenhed’). Sindet beskrives som den ‘urmaterie’, hvorfra alt opstår, og som i sin oprindelige tilstand er karakteriseret ved at være klarhed, lysende, rent, selv-befriende og ren årvågenhed.

Nyingma-traditionens samfundsmæssige placering

Selv om nyingma havde store klosterkomplekser i Tibet, som f.eks. Mindroling i Vesttibet, var de primært knyttet til den tibetanske folkereligion. Nyingma havde mange læg-tantrikere, som udførte alle de mange forskellige ritualer, som de almindelige tibetanere uden for de etablerede klostre havde brug for, f.eks. ofringer til at formilde ondsindede lokale guder og ånder, bønner, tydning af varsler, spådomsritualer og ritualer i forbindelse med døden. Den tibetanske folkereligion har optaget mange før-buddhistiske elementer og rummer mange shamanistiske træk. Desuden har nyingma aldrig haft nogen politisk magt af betydning – man har generelt været langt mindre politisk interesseret og engageret end de andre tre traditioner.

Terma-traditionen

Noget ganske karakteristisk for nyingma er deres såkaldte terma-tekster (tib.) Terma-tekster er religiøse tekster af forskellig art, som Padmasambhava hævdes at have gemt i f.eks. grotter, søer og templer, mens han var i Tibet i det 8. årh. Hensigten var, at teksterne på et senere tidspunkt i historien kunne blive fundet af en tertön, (tib.) (’opdager af terma’), som anses for at være inkarnationer af Padmasambhavas udvalgte elever, for dermed at gavne mennesker, når de bliver fundet.

 

Ifølge nyingma er terma-tekster særlige buddhistiske belæringer, oprindelig fremsagt af en buddha, hvorefter de er blevet nedskevet på gult papir i en symbolsk skrift, dakini-skrift (skt.) og til sidst gemt af Padmasambhava i Tibet.

Ifølge nyingma-skolen egen kronologi blev den første terma-tekst fundet i det 11. årh. af Sangya Lama (ca. 1000-1080). Traditionen har anerkendt omkring 400 tertön indtil i dag, men der fremkommer stadig nye, både i Tibet og blandt eksil-tibetanere. Gennem århundrederne er der blevet fundet et meget stort antal religiøse tekster, der indeholder en mangfoldighed af aspekter, som f.eks. filosofi, ritualer, meditationspraksis, beskrivelser af danse og magiske formularer og meget andet. Mange af de tidligste terma-belæringer overleveres stadigvæk gennem linje-holdere, dvs. lamaer, som er ansvarlige for en korrekt overlevering af den pågældende tekst, og teksterne benyttes fortsat i den religiøse praksis. Terma-traditionen har haft en meget stor betydning for dannelsen af nyingmas filosofiske position og dens buddhistiske praksis; den føromtalte dzogchen-praksis er bl.a. udviklet ud fra terma-tekster.

De øvrige tibetanske skolers syn på terma-teksterne har været forskellige: mange gelug-lærde har taget kraftigt afstand fra disse kontroversielle tekster, primært fordi de ikke opfylder det krav, som den akademiske elite har sat for religiøse tekster: en buddhistisk tekst skal være af indisk oprindelse for at blive anerkendt som autentisk og religiøst værdifuld. Da der ikke eksisterer en tilsvarende sanskrit-tekst til terma-teksterne, har de været betragtet som uautentiske og som tekster skabt af opdageren selv. Kadjy har derimod generelt accepteret teksternes ægthed, og indenfor bön har der eksisteret en lignende tradition med at finde skjulte tekster.

Sakya

          Sakya-traditionen blev dannet af Kön Chong Gyalpo, en søn fra en magtfuld adelsfamilie, Khön-familien. Han grundlagde i 1073 et kloster på et sted ved navn Sakya i Tsang-provinsen i Centraltibet, og både den nye tradition og klosteret fik sit navn efter lokaliteten. Inden etableringen af klosteret studerede Kön Chong Gyalpo under en af datidens betydeligste lærde, Drokmi Lotsava (993-1052) med tilnavnet ‘Oversætteren’. Drokmi havde tilbragt megen tid i Indien, hvor han havde lært sanskrit og modtaget tantriske belæringer og initiationer af en stor mester ved navn Santipa, hvorefter han bragte tantra-teksterne til Tibet og oversatte dem til tibetansk. En af de tantra-tekster, Drokmi oversatte, var Hevajra Tantra (skt.), og denne tekst blev senere sakya-skolens grundtekst inden for tantrisk praksis.

I tiden efter Kön Chong Gyalpo fulgte en lang række af dygtige sakya-lærde og tantrikere, bl.a. hans søn Günga Nyinpo, som var med til at samle, oversætte og systematisere nye sutra- og tantra-tekster samt organisere deres munkeorden. Den vigtigste blandt sakya-lamaer var Sakya Pandita (skt.: ’den lærde fra Sakya’) (1182-1251). Sakya Pandita organiserede munkeordenen på en måde, som var helt ny for samtiden, bl.a. ved at indføre en mere systematiseret religiøs undervisning og praksis, særlig munkedisciplin, samt et munkehierarki. Han var desuden en flittig skribent, han skrev bl.a. et hovedværk om buddhistisk logik, som blev et af samtidens vigtigste værker, og Sakya Pandita blev af sin samtid anset for at være en af landets mest respektable lærde.

En anden betydningsfuld sakya-lærd var Butön Rinpoche (1290-1364), der i det 14. årh. samlede og systematiserede et enormt antal forskellige buddhistiske tekster af indisk oprindelse (jf. ovenstående forklaring af legitimering af tekster), i to værker, der samlet udgør den tibetansk buddhistiske kanon: Kanjur (tib.) (indeholder sutra belæringer fremsagt af Buddha) og Tenjur (tib.) (indeholder kommentarer af indiske lærde til Buddhas belæringer).

Sakyas politiske magt

Tibet forblev uantastet af fremmede herskere frem til det 13. årh., hvor det blev en vasalstat under det ekspanderende mongolske rige, samlet af Djengis Khan (d. 1241). Som øverste repræsentant for Tibet valgte man Sakya Pandita, og alle øvrige embedsmænd blev ligeledes hentet fra Sakya-familier. Denne politiske alliance gav sakya gode vilkår, både økonomiske, som f.eks. støtte til klostre og lamaer. Sakyas politiske magt blev tillige større, da Kublai Khan (1214-1294) erobrede Kina i 1261 og grundlagde Yüan-dynastiet (1261-1367). Sakya Panditas nevø, Phagpa, blev Kublai Khans spirituelle lærer og indviede khanen i bl.a. Hevajra Tantra, til gengæld fik Phagpa magten over tretten provinser samt tildelt titlen Tishi (tib.: ’Konge over Tibet’).

Sakyas særstilling i politisk og økonomisk henseende, der var betinget af mongolerne, blev svækket alvorligt, da Kublai Khan døde i 1294, bl.a. fordi hans efterfølger ikke på samme måde favoriserede sakya-skolen, med derimod valgte en tilknytning til kadjy. Sakyas endegyldige afsked fra magtens top kom, da en munk fra kadjy-skolen, Dyang Thub Gyaltsen (1302-73) i 1358 formåede at vinde herredømmet over Ü-Tsang (Central- og Sydtibet).

Sakya-traditionens religiøse praksis

Sakya-traditionens praksis stammer primært fra den indiske lærde Virupa (skt), som er én blandt 84 ’store mestre’ (skt.: mahasiddha), som den indiske tantra-tradition har opregnet. Belæringerne kom, som nævnt tidligere, til Tibet gennem Drokmi Lotsawa. I begyndelse var sakya primært en tantrisk tradition, men den ændrede sig hurtigt til at lægge lige megen vægt på mahayana (sutrastudier) og vajrayana (meditativ praksis).

Sakyas vigtigste meditationssystem har betegnelsen lamdre (tib.), som betyder ‘vejen og frugten’. Systemet er baseret på Hevajra Tantra-teksten samt en tekst skrevet af Virupa. Virupa betragtes som den første, der udbredte lamdre-systemet. Begrebets betydning er, at man betragter vejen (dvs. den buddhistiske praksis), og frugten (dvs. oplysning) som uadskillelige, de er ikke to forskellige fænomener. Det filosofiske standpunkt, der ligger bag lamdre-systemet (og som i øvrigt er et klassisk vajrayana-standpunkt) er tesen om, at der ikke er essentiel forskel mellem samsara og nirvana, eftersom begge fænomener tænkes at opstå i sindet selv, som er forening af klarhed og tomhed. Ud fra den grundlæggende betragtning, kan der således heller ingen absolut forskel være mellem vejen og frugten deraf, da også disse fænomener er skabt i sindet. Erkendelsen af dette er nøglen til buddha-tilstanden, ifølge lamdre-systemet.

 

Kadjy-traditionen

Kadjy-traditionen blev grundlagt i Tibet i det 11. årh., i en tid hvor den buddhistiske aktivitet spirede frem overalt i Tibet og mange nye sutra- og tantralinjer kom til landet. Kadjys belæringer stammer fra en indisk tantriker ved navn Tilopa (skt.) (988-1069), som siges at have modtaget belæringerne direkte fra buddhaen Vajradhara (skt.; tib. Dorje Chang). Tilopas vigtigste elev var tantrikeren Naropa, og både Naropa og Tilopa hører til den førnævnte gruppe af 84 indiske mahasiddhaer. Belæringerne kom til Tibet gennem Marpa (tib.) (1012-96), som er den første tibetaner i linjen. Marpa var elev af Naropa og han rejste tre gange til Indien for at modtage belæringer, deriblandt mahamudra (skt.), der er linjens højeste belæringer. Marpas vigtigste og mest berømte elev var Milarepa (tib.) (1040-1123), der især blev initieret i linjens yogiske og mystiske belæringer.

 

Milarepa levede som eneboer og asket i lighed med andre af datidens yogier, og ifølge legendariske fortællinger bar han trods det barske klima kun tynde bomuldsklæder, fordi han gennem sin yoga-praksis udviklede så megen indre energi, at han nemt kunne holde varmen. Hans navn betyder netop ‘den bomuldsklædte Mila’.

Marpa og hans efterfølgere overtog de indiske tantrikeres tradition med at komponere korte sangtekster og digte, der i et allegorisk sprog beskriver deres mystiske oplevelser og åndelige erkendelser. Milarepa var den flittigste digter af alle, og meget talentfuld, og hans digte blev kendt og elsket af alle tibetanere, og det er de den dag i dag. I sine digte beskriver han bl.a. sin evne til at omdanne sig til en sneleopard og om sin seksuelle tantrapraksis med de tibetanske bjerggudinder. Milarepa kan karakteriseres som en repræsentant for den fri, vilde og shamanistiske tantratradition i Tibet, hvor en munketilværelse i et kloster med munkeregler, tekstlæsning og filosofiske debatter  af nogle blev betragtet som en forhindring for at opnå den fulde oplysning.

Milarepa samlede mange berømte elever omkring sig, én af dem er Gampopa (1079-1153). I Vesten er han kendt gennem ét af sine værker, som beskriver den samlede praksis hen imod oplysning. Værket er oversat fra tibetansk til dansk af Birgit Scott og har titlen ’Befrielsens Juvel. En grundbog i tibetansk buddhisme’ (2000).

 

Gampopa havde levet som munk i et strengt klostersamfund, inden han blev elev af Milarepa. Senere i livet var han i stand til at kombinere Milarepas mere vilde og fri tantriske tradition med dens modsætning: en velorganiseret munkeorden med systematisk undervisning, der bl.a. omfatter tre års tilbagetrækning i meditativ ensomhed. På den baggrund udviklede kadjy-traditionen sig til at være en kombination af to elementer: den ikke- institutionaliserede, esoteriske yoga-tantra-tradition og den mere systematiserede kloster-tradition, hvor især sidstnævnte har været særdeles velegnet til at bevare de mundtligt overleverede belæringer intakte.

Kadjy er traditionelt inddelt i ‘de fire store og de otte mindre’ skoler, hvoraf karma kadjy (tib.) er den største og også den mest kendte og udbredte i Vesten. Det var også karma kadjy der i det 12. årh. indførte et helt nyt arveprincip for højtstående lamaer, princippet om bevidst genfødsel, hvor efterfølgeren af en afdød lama blev genfundet som en reinkarnation af ham selv, på tibetansk kaldet en tulku (tib.: udstrålingslegeme’). Man antog, at lamaen lod sig genføde i et nyt legeme, som regel som et drengebarn, der så betragtedes som en reinkarnation af den afdøde lama. Senere overtog de øvrige buddhistiske traditioner og bön også dette arvesystem for deres højeste lamaer, og med tiden blev det til et utal af tulkuer, der fik en ophøjet status som særligt hellige og fejlfri blandt tibetanerne, og de havde ofte særlige privilegier. Tulku-systemet eksisterer stadig i den tibetanske buddhisme både i og uden for Tibet, men det er i forandring. Mange tulkuer har f.eks. ikke længere samme høje status med dertil hørende privilegier, bl.a. fordi de har giftet sig og har taget borgerlige erhverv.

Kadjys politiske magt

Allerede da Tibet var underlagt det mongolske rige, begyndte kadjys politiske position at stige, idet Kublai Khans efterfølger, Togon Temur, foretrak en karma kadjy-lærd som åndelig vejleder, frem for en sakya-lærd. Som nævnt tidligere skete den afgørende ændring, da en kadjy-munk ved navn Byang Chub Gyaltsen (1302-73) i 1358 formåede at vinde herredømmet over Û-Tsang. Byang Chub Gyaltsen kom fra en særlig kadjy-linje, phagmo-linjen, som var støttet økonomisk af en adelsfamilie, Lang-familien, men derudover modtog han en generel støtte fra landets øvrige adelsfamilier. Phagmo-linjens styre varede dog kun frem til 1434, hvor det faldt på grund af intriger og fejder blandt potentielle arvtagere til embedet som den øverste leder samt af en voksende modstand fra andre buddhistiske klaner. Men i perioden fra 1367 og frem til 1434 var Tibet en både samlet og uafhængig nation, ledet af en fraktion indenfor kadjy-traditionen.

Kadjy-traditionens religiøse praksis

Kadjy-traditionen er som nyingma primært en tantrisk vej. Navnet ’kadjy’ (tib.) har betydningen ‘mundtligt overleveret’ og refererer til at traditionen lægger megen vægt på den direkte mundtlige overlevering af tekster, så de overleveres uden ændring, ubrudt, fra lama til elev. Deres tantra-belæringer stammer primært fra Naropa, der før sin yogiske træning hos Tilopa, var tilknyttet det store buddhistiske universitet, Nalanda, i Indien. Naropa inddelte den tantriske vej i seks dele, kendt som ‘Naropas seks yogaer’, og de er som følger: 1) meditation på den indre energi, hvorved man opnår kontrol over kroppens finere energier, 2) meditation på en illusorisk krop, hvorved den almindelige sanseerfarings illusoriske natur bliver erkendt, 3) meditation på drømme for at opnå kontrol over dem, hvorved man kan opnå indflydelse på sindsstrømmen 4) meditation på sindets natur, som er ‘klart lys’, 5) meditation på seks tilstande, som bevidstheden gennemløber i perioden efter dødens indtræden og frem til næste genfødsel, de såkaldte ‘bardo-tilstande’. Kendskab til disse tilstande kan forvandle død-genfødselsprocessen til en mulighed for at opnå oplysning. 6) meditation på ‘overførsel’, midlet hvorved man kan få ens bevidsthed til at forlade kroppen ved dødsøjeblikket og søge genfødsel i et højere rige.

Alle kadjy skolerne anser imidlertid mahamudra-praksis for den højeste og vigtigste af alle, og det anses samtidig for at være den hurtigste vej til oplysning. Termen mahamudra (skt.:‘det store segl’) skal ikke blot forstås som navnet på denne særlige praksis, men også som en betegnelse for selve den direkte og personlige realisering af sindet og alle fænomeners natur. Mahamudra er det, som man skal opnå, selve Buddhatilstanden, det oprindelige, rene sind, som er klart lys og tomhed. Ligesom dzogchen-praksis, benytter mahamudra-praksis sig af meditation på selve sindets natur. Men som ved al anden tantrisk meditation, er det også i mahamudra en forudsætning, at man benytter en forberedende praksis, der bl.a. har til hensigt at rense tidligere handlinger (karma), samt at fokusere på befrielsens formål: at gavne andre levende væsener.

Gelug-traditionen

Under Phagmo-styret fødte en fattig bondekone i året 1357 sit fjerde barn, en lille dreng, hvis liv skulle vise sig at blive særdeles vigtigt for Tibet. Han er kendt under navnet Tsong Khapa og han blev grundlægger af en ny buddhistisk tradition i Tibet, gelug-traditionen. Ifølge traditionen udviste den lille dreng hurtigt tegn på, at han besad særlige evner, og derfor modtog han buddhistiske belæringer allerede i en tidlig alder. Igennem hele sin ungdom modtog han belæringer og indvielser til meditativ praksis fra nogle af datidens mest fremtrædende lærde fra bl.a. sakya og phagmo-linjen, og som 24-årig blev han fuldt ordineret som munk.

I 1409 grundlagde Tsong Khapa sit eget kloster og etablerede dermed formelt sin egen tradition. Klosteret, med navnet Ganden, var beliggende nær Lhasa, en by der siden kongedømmet blev betragtet som særlig hellig. Tsong Khapa var klosterets første abbed, og det blev ledet efter strenge munkeregler, hvor cølibat var absolut påkrævet og tantrisk praksis af seksuel karakter forbudt, hvilket var tilladt i de andre skoler. Traditionens navn, gelug (tib.), kan oversættes med ‘dydig’ og henviser netop til ordenens dydige liv. Den nye orden tog desuden kraftigt afstand fra sammenblanding af religiøse og verdslige interesser, hvilket ellers i høj grad karakteriserede de øvrige buddhistiske ordener, og man deltog derfor ikke i datidens indenrigspolitiske magtkampe.

Derudover etablerede Tsong Khapa en årligt tilbagevendende religiøs ceremoni, mönlam (tib.: ‘den store bøn’), i forlængelse af den allerede etablerede tibetanske nytårsfest, ved Jokhang-templet i Lhasa. Under ceremonien samledes et stort antal munke i bøn foran Jowo Rinpoche (Tibets helligste Buddha-statue) med en intention om at forøge folkets kollektive fortjeneste, og at sprede Buddhas lære i alle retninger til gavn for alle levende væsener. Derudover blev der også udført offentlige debatter mellem højtansete buddhistiske lærde i emner som buddhistisk filosofi, logik og etik.

I Tsong Khapas levetid blev yderligere to store gelug-klostre grundlagt af to af hans disciple: Drepung i 1416 og Sera i 1419, begge nær Lhasa. Disse tre store klostre er et vidnesbyrd om den enorme tilgang og popularitet, ordenen havde på daværende tidspunkt, hvor antallet af munke steg voldsomt. Med tiden blev de Tibets største klostre med op til 10.000 munke hver. De kan betragtes som en form for universiteter, hvor munke kunne uddanne sig.

Gelug-traditionens religiøse praksis

Gelug-traditionens lære og praksis bygger i høj grad på Tsong Khapas fortolkning af buddhismen, hvilket bl.a. er at finde i hans to hovedværker: ‘Instruktion i den trinvise vej’, der beskriver den trinvise praksis hen mod den endelige befrielse fra tilværelsen i kredsløbet af fødsel og død, og ‘Instruktion til den tantriske vej’, der beskriver fire grundlæggende tantriske systemer, som han anerkendte. Tsong Khapas indiske grundlag var de store lærde fra mahayana-retningen, primært Nagarjuna (2. årh. e.v.t. – jf. artiklen om mahayana buddhismen)), Asanga (4. årh. e.v.t.), Shantideva (8. årh. e.v.t. – jf. samme artikel) og den senere Atisa (11. årh), men derudover inkorporerede han også tanker og belæringer fra tibetanske lærde fra før sin egen tid.

Tsong Khapa inddelte den buddhistiske grundpraksis i tre niveauer: 1) opbyggelse af en intention om definitivt at forlade den cykliske eksistens; 2) opbyggelse af en intention om at søge oplysning ud fra et ønske om at gavne andre levende væsener (skt., boddhicitta); 3) den rette erkendelse af tomhed. Disse tre elementer udgør basis for al anden praksis. Det, der derudover karakteriserer gelug-traditionens vej er de såkaldte ‘seks perfektioner’ (skt., paramita), hvilket er en klassisk mahayana-praksis: 1) ‘perfektion af gavmildhed’, dvs. at tilegne alt, hvad der tilhører en selv, til andre levende væsener, både ydre, materielle ting og indre, mentale tilstande, tanker osv.; 2) perfektion af etisk disciplin’, dvs. ti moralske forskrifter; 3) ‘perfektion af tålmodighed’ dvs. med den buddhistiske praksis; 4) ‘perfektion af udholdenhed’ dvs. af de fem øvrige perfektioner; 5) ‘perfektion af meditation’, dvs. opnåelse af den højeste erkendelse og stadig lade sig genføde i den samsariske verden; 6) ‘perfektion af visdom’, dvs. erkendelse af alle fænomeners essentielle tomhed.

Gelug, der primært er en munke-tradition, kan beskrives som mere intellektuel og filosofisk end de andre buddhistiske retninger, og deres buddhistiske praksis er karakteriseret ved at være en mere trinvis tilnærmelse til den højeste erkendelse, modsat den direkte, tantriske vej.

Dalai Lama-institutionen

Den fjerde leder af gelug, Gedün Drup (1391-1475), blev fundet som en reinkarnation af den tredje, hvorimod de tidligere var blevet valgt ud blandt de mest ansete af Tsong Khapas disciple. Ifølge traditionen profeterede Gedün Drup sin egen genkomst i en endeløs serie af reinkarnationer. I det 16. årh. etablerede gelug kontakt med en af datidens mest magtfulde mongolske klanledere, Altan Khan, der ligesom sakya og kadjy tidligere havde haft forbindelse med andre mongolske ledere. Efter mødet med gelug-lederen Sönam Gyatso i 1578 konverterede Altan Khan til buddhismen, og for at vise sin respekt for Sönam Gyatso, tildelte han denne den mongolske titel Dalai. Dalai betyder egentlig blot ‘hav’, men skal forstås i betydningen ‘Visdommens Hav’ refererende til Sönam Gyatsos store religiøse visdom. Titlen blev retrospektivt givet til hans forgængere og tidligere inkarnationer, således at Gedün Drup betragtes som den første Dalai Lama. Dermed opstod den linje af bevidst genfødte Dalai Lamaer, hvor den nuværende Dalai Lama er den 14. i rækken.

Gelug-traditionens politiske position

På den femte Dalai Lamas tid i 1600-tallet herskede der bitre og blodige stridigheder mellem især karma kadjy og gelug om den politiske magt. Denne situation førte til, at samtidens mongolske fyrste, Gushri Khan, skred ind i konflikten og indsatte den femte Dalai Lama som øverste hersker for Tibet, politisk såvel som religiøst. Dette skete i 1642, og Dalai Lama har lige siden været betragtet som Tibets åndelige og politiske overhoved. Det skal dog nævnes, at der både tidligere i Tibets historie og i dag blandt eksil-tibetanere findes grupperinger, som ikke anerkender Dalai Lamas overhøjhed, hverken politisk eller religiøst. I dag eksisterer der en demokratisk valgt eksil-regering med hovedsæde i Dharamsala, Indien, der varetager alle politiske anliggender. Principielt har Dalai Lama dog stadig den øverste magt, og han fungerer stadig som tibetanernes politiske repræsentant f.eks. i mødet med andre landes regeringer, FN osv. Dalai Lama har selv udtrykt ønske om at fralægge sig sin politiske position i et frit Tibet, og dermed kun beholde rollen som tibetanernes åndelige overhoved og beskytter.

Den tibetanske buddhisme i Danmark

Afslutningsvis vil jeg kort beskrive, hvilke tibetanske buddhistiske traditioner der er repræsenteret i Danmark. Selv om der i forhold til det ’historiske Tibet’ er sket en udvikling i måden, hvorpå den tibetanske buddhisme praktiseres i dag og nye grupperinger er opstået, både i og uden for Tibet, er der alligevel inden for de fire retninger en meget stor tilknytning til de historiske rødder: de grundlæggende sutra- og tantra-tekster, de grundlæggende lamaer og hele overleveringslinjen. Det samme er gældende for de tibetanske grupper i Danmark, som oftest er associeret med en større og international gruppe, der er grundlagt af en tibetansk lama – eller en vestlig lama tilhørende den tibetanske buddhisme.

Jeg vil begynde med det nemmeste, sakya-traditionen, idet den, så vidt jeg er orienteret, ikke er repræsenteret i Danmark. Gelug, derimod, er repræsenteret på forskellig vis: DSTKs grundlægger, Tarab Tulku (1934-2004) tilhørte gelug-traditionen, men han udviklede dog sin helt egen lære, Unity in Duality, baseret på både buddhistisk filosofi og vestlig psykologi. Tarab Tulkus lære bliver i dag videreført af Lene Handberg under Tarab Ling Institute. Herboende Lakha Lama tilhører også gelug-traditionen; Lakha Lama afholder mange kurser og foredrag i buddhisme i rammerne af Being & Doing. Derudover har Lakha været formand for Tibet Charity indtil 2010, og han er tillige åndelig leder af Phendeling, Center for tibetansk buddhisme. Et andet center har især fokus på mahayana-buddhismen i lighed med gelug-traditionen. Det hedder ’Center for Visdom og Medfølelse’ (tib. Tong-Nyi Nying-Je Ling) og er tilknyttet den internationale organisation The Foundation for the Preservation of the Mahayana Tradition, som blev stiftet af en gelug lama, Lama Yeshe i 1974.

 

Kadjy-traditionen er primært repræsenteret gennem karma kadjy-linjen, som efter linjens forrige overhoved, den 16. Karmapas død i 1981 blev delt i to fraktioner. Delingen opstod, da der var uenighed om identiteten af den 17. Karmapa, idet man fandt to mulige drengebørn. En fraktion valgte det ene drengebarn, støttet af Dalai Lama, hvorimod en anden og mindre fraktion, støttet af mange vesterlandske buddhister, valgte det andet drengebarn. De to største karma kadjy-organisationer i Danmark er henholdsvis det tibetansk-buddhistiske center på Svanemøllevej i København ledet af den danske lama, Lama Ole Nydahl, og Karmapa Trust, der også holder til i København. Karmapa Trust ledes af den herboende lama, Lama Dorjii og de støtter Ogyen Trinley Dorje som den 17. Karmapa – indsat af Dalai Lama. Centeret på Svanemøllevej støtter derimod Trinley Thaye Dorje som den rette 17. Karmapa. Ud over disse to organisationer findes der fem-seks mindre kadjy grupper fordelt over landet foruden et center for kurser og ’retreat’ (tilbagetrækning og meditation), Rangjung Yeshe Gomdé på Djursland.

 

Med hensyn til nyingma findes der tre grupper deriblandt Urgyen Ling, som er knyttet til forskellige nyingma lamaer, bl.a. Kyabje Pema Kalzang Rinpoche, som har sit kloster i Østtibet, der er stort og meget aktivt. Derudover er der en dzogchen-gruppe, som følger en lama ved navn Chögyal Namkhai Norbu, som har sit center i Italien, og en gruppe ved navn Rigpa Danmark med tilknytning til lamaer Sogyal Rinpoche.

 

 

Del DSTK på facebook